CHRISTMAS TREE

AT VÆRE SKILSMISSEBARN I EN JULETID

Man hører ofte om det og nogle gange kan det komme lidt for tæt på. SKILSMISSE!

Selvom julen er den bedste tid på året, så kan det også være en hård tid for mange.

Jeg er selv et skilsmissebarn. Mine forældre blev skilt, da jeg var 9 år og selvom jeg ikke mindes, at det var en hård tid, så bliver man jo altid hårdest ramt som barn.

Heldigvis har jeg mange søskende omkring mig, så tiden var ikke så slem. Og jeg husker faktisk kun, at jeg glædede mig til, at få et nyt værelse i min mors nye hus. Sådan er det nok med børn – man prøver vel altid, at se positivt på tingene og glæde sig ved tanken om det.

Altså indtil det blev december måned og man for første gang skulle holde jul uden den ene forælder. Jeg husker opkaldene til min far, om at jeg allerhelst vil holde jul med mine søskende og min mor. Det var ikke en rar følelse og jeg mindes også en vis skyldfølelse over at have valgt den ene forælder fra. Netop den vigtigste dag på året.
Heldigvis vidste jeg at min far ikke sad alene og det lettede alligevel lidt på samvittigheden.

Som årene gik, så blev det mere og mere normalt for mig at blot ringe til min far og ønske ham god jul og den dårlige samvittighed forsvandt ligeså stille, netop af den grund, at der var forståelse for at vi børn havde et svært valg at træffe.

Nu sidder jeg som den 28 årige pige og glæder mig til julen! Jeg ser mig selv som den 8 årige pige, som fik holdt sin sidste jul sammen med sin mor og far. Og mindes en god og varm jul.

Og historien ender lykkeligt! For i år skal jeg for første gang i 20 år holde jul sammen med min mor OG min far. En jul der kommer til at overgå dem alle og en jul som bliver vildt mærkelig, men kun på den rare måde.

Jeg glæder mig helt vildt og jeg kan mærke, at julestemningen bliver ekstra god i år.

Jeg ved, at det kan være svært for mange, at skulle undvære den ene eller begge sine forældre juleaften. Og hvilken følelse man evt. kan sidde med. Jeg håber at for de mange skilsmisse familier der må være rundt omkring, at de finder en god løsning for sig selv og ikke mindst for børnene.

Måske kunne man lave en fin løsning med, at holde lille juleaften hos den ene part og så holde juleaften hos den anden part. Så slipper man lidt for den dårlige samvittighed og så har man jo besøgt begge parter og fejret julen.

Jeg ønsker jer virkelig en dejlig jul og håber at der bliver fundet en god løsning på juledagene. Og forhåbentlig kan I, en skønne dag, ånde lettet op og rent faktisk holde jul med begge forældre, ligesom jeg skal i år. Det kan godt ende lykkeligt :-)

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

CHRISTMAS TREE