LATELY

BABY MONDAY: UGE 18+0

img_8516x

Kjole: HER//

Okay, det er officelt!! Jeg kan ikke passe mine bukser længere! Men okay – egentlig har jeg heller ikke brugt mine jeans eller bukser lige siden jeg fandt ud af at jeg var gravid! I kender mig jo – jeg er jo en nederdel/kjole pige, så hvorfor ændre på dét, nu hvor jeg er gravid? ;-)
Men jeg prøvede bare lige for sjov skyld i går, at hoppe i et par af mine jeans, som faktisk plejer at være lidt loose i det. Men nej, jeg kan vist bare konstatere at det vist bare bliver kjoler det næste stykke tid!

Jeg er for alvor trådt ind i uge 18 og jeg kan virkelig mærke at hormonerne spiller mig et puds! Forleden tog jeg mig selv i at stortude til en Snowboard Challenge i OL og det var ikke engang en finale! Og ja, jeg småtudede måske også lidt under koncerten i lørdags, thank god for at det var mørkt! ;-)
Men egentlig raser de dersens hormoner ret meget i øjeblikket, for jeg er blevet ret tynd håret forrest i håret. Mærkeligt! Og mit ansigt har brudt i en værre omgang uren hud, hvilket irriterer mig lidt, da jeg faktisk altid har haft pæn hud og det kan vist tælles på én hånd de urenheder jeg har haft. Eller det kunne man, det er vist tilfældet længere. Men ja det er jo alt sammen noget der hører graviditeten til. Så jeg prøver at få det bedste ud af det :-)

img_8533x

Størrelse:

Den lille baby har nu en fuld længde på 20-22 cm – hvilket er ret stort synes jeg! Hvor blev den lille 6 centimer foster lige af?? Det er lidt vildt at tænke på at den lille baby nu er vokset sig større end livmoderen. Og jeg kan ikke lade vær med at tænke på om der så er plads nok til barnet? Og sikke en forskel i forhold til i sidste uge, hvor der var plads til at babyen slog koldbøtter og var aktiv.
Den lille baby er nu på størrelse med en stor sød kartoffel. Og det tænker jeg egentlig er ret stort, eftersom den i sidste uge var på størrelse med en avocado! Det går altså pludselig stærkt med størrelsen af vores lille baby – så stærkt at jeg har lidt svært ved at følge med en gang i mellem ;-)

Vægt:

Jeg har formået at tage et lille kilo på, så har nu rundet de famøse 3 kg og jeg tænker egentlig at det er meget normalt. Egentlig troede jeg at jeg ville komme til at veje meget mere på nuværende tidspunkt, fordi jeg virkelig føler at maven er vokset sig større end i sidste uge. Og jeg kan mærke de stakkels ligamenter bliver strukket godt og grundigt hver aften, hvilket selvfølgelig resulterer i at jeg har lidt mavesmerter hver aften. Det føles lidt som om ens hud bliver strukket og jeg er nok lidt nervøs hver gang, om min mave pludselig vil lade sig sprække! Men jeg er fortrøstningsfuld og trøster mig selv med en lille kage eller kiks, for at overleve ;-)

img_8670x

Cravings og helbred:

Men det er virkelig rart, at maven for alvor har taget form og at jeg ikke bare ligner en, der har spist en fastelavnsbolle for meget ;-) ha ha.. Og det kan jeg faktisk også mærke på energien, at det kræves at jeg faktisk spiser noget mere end jeg plejer. Faktisk skal jeg spise 300 kalorier mere om dagen, så der både er nok til mig og til babyen. Pyh.. Det er altså ret meget mad og jeg prøver selvfølgelig at spise alt det jeg kan hver dag, men jeg kan også mærke, at det er lidt af en udfordring, specielt når jeg har haft lidt madlede om aftenen. Men jeg har været ret svimmel og har haft en tung hovedpine den sidste uges tid, så jeg håber at den ekstra mængde mad vil kunne gøre mig godt og give mig energi.

Jeg har endnu ikke fået nogen form for cravings, udover at jeg stadigvæk har lyst til at spise noget frisk og noget med sukker. Men igen, tænker jeg ikke at det er nogen speciel form for cravings, men nok bare for at få noget frisk at spise og bryde den der madlede.

Babykøb:

Som jeg skrev i sidste uge, så har vi købt en ammepude og jeg er super glad for den! Den er helt perfekt at sove med, specielt efter at maven er vokset sig større. Men derudover har vi også købt en puslemadras. Og ja! der går længe før vi skal bruge den – men jeg kunne så godt lide stoffet og farverne i ammepuden, så da jeg så at Pixizoo havde puslemadrassen i samme farve, så slog jeg altså til! Jeg kan godt lide at tingene matcher og især fordi vi jo stadigvæk ikke kender kønnet på det lille pus endnu, så er grå altså bare en fantastisk farve ;-) ha ha..

 

 

 

 

 

1 kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LATELY