LATELY

BABY MONDAY: UGE 27+0

img_2563x

Kjole: lignende HER// Hårbånd: HER//

Som jeg skrev i sidste uge, så har jeg lidt svært ved denne balancegang mellem at være aktiv og at slappe af. Og i sidste uge måtte jeg overgive mig til at være sengeliggende grundet lidt for voldsomme og lidt for mange plukveer. Det resulterede i et ekstra tjek ved lægen og derefter en ekstra scanning hos jordmoderen. Risikoen for en forkortet livmoderhals var åbenbart stor, når man døjer med mange plukveer og gentagne gange.

Heldigvis så alt super fint ud og selvom vores lille baby blev målt til at være lige under normal-vægten, så så det meget fornuftigt ud. Og det var både rart men også betryggende at gense vores lille baby til scanningen. Dog var det med en løftet pegefinger om at tage den mere med ro. Så jeg må nok erkende at jeg har presset mig selv for meget. Men ikke noget jeg sådan har kunnet mærke – det er blot noget der er kommet snigende over mig. For jeg synes selv at jeg er god til at hvile mig og at aflyse eller skubbe mine aftaler, hvis jeg føler det bliver for hårdt eller for meget. Men jeg må nok også erkende at jeg ikke har de samme kræfter og energi som før graviditeten. Jeg er jo vant til at køre et hårdt program og have travlt. Og det er som at jeg ikke kan holde til det samme travl-niveau her under graviditeten. Og at jeg nok ikke kan holde til at køre mig selv så hårdt på kontoret, som jeg nu ellers har været vant til.
Så nu prøver jeg at mærke efter i den kommende tid, når jeg har lidt for meget at se til og drosle ned, når jeg bliver for presset.
Jeg har 1 måned tilbage på kontoret inden jeg går på ferie og derefter barsel – så jeg tænker at jeg holder ud og håber på at jeg kan køre et mindre tempo den næste måneds tid og så derefter ånde ud og nyde min barsel i fred og ro.

I dag er der faktisk præcis 3 måneder til termin. Det lyder helt urealistisk, men jeg synes også at det er en fed milepæl at nå. Jeg glæder mig til de sidste 3 måneder og nyder hvert et øjeblik at jeg er gravid, også selvom det inkluderer nogle skavanker hist og her :-)

img_2584x

Størrelse:

Babyen skulle gerne være omkring de 33-34 cm lang i denne uge og have en vægt på omkring 1 kg. Dog er vores baby målt til at være lidt under de 900 g i sidste uge, men jeg tænker at babyen nok skal nå at komme op på normalvægten indenfor de næste par uger.
Jeg er nu også gået ind i den sidste uge i 2. trimester. Det er lidt vildt at tænke på at jeg lige om lidt har nået igennem både 1. og 2. trimester – pludselig går tiden altså ret stærkt.

Jeg har på det seneste kunne mærke når den lille baby har fået hikke. Det er både en underlig men også en lidt sjov følelse at kunne mærke maven “hoppe”. Stakkels lille pjevs tænker jeg hver gang ;-) haha..

Vægt:

I sidste nåede jeg op på de 8,5 kg. Siden i sidste uge har jeg faktisk ikke taget på. Det er som om vægten blot står stille i øjeblikket, hvilket egentlig er lidt mærkeligt, da babyen jo ellers vokser meget på nuværende tidspunkt. Dog føles det som om at maven er blevet tungere, så det kan også være at vægten blot har fordelt sig anderledes på min krop og at jeg så derfor ikke har taget mere på. Men med weekendens indtag af is, så tænker jeg at vægten nok hurtig vil stige igen ;-)

img_2568x

Cravings og Helbred:

Nu har jeg jo allerede været lidt indover det med helbredet øverst oppe, men specielt indenfor den sidste uges tid, kan jeg mærke at maven er blevet mere “spids”. Altså at den buler mere ud ude midt på maven, fremfor ude i siderne. Det giver lidt komplikationer når jeg skal sove. For nu hvor jeg ikke kan sove på maven længere, så ligger jeg på siden. Og det føltes faktisk som om at spidsen af maven vælter ned mod madrassen og laver et “knæk” – giver det mening? ;-) I så fald er min ammepude virkelig genial til denne periode og ellers bruger jeg min dyne til underlag under maven og imellem mine ben, det giver en god comfort og maven lander blødt på madrassen.  Selvom jeg ikke sover 100 % optimalt, så er jeg sikker på at dette er en bedre løsning til en sammenhængende søvn :-)

img_2529x

Strik: Hjemmestrikket// Bukser: HER i grå//

Babykøb:

Vi har i denne uge ikke købt noget til baby – overrasket? ;-) Til gengæld kom mine svigerforældre forbi forleden med dette fine sæt. Strikken er hjemmestrikket og hvis I spørger mig, så synes jeg altså at der er noget helt fint og specielt over at hjemmestrik og ikke mindst når det er fra de kommende bedsteforældre. Sødt, ikke?
Jeg tænker at strikken vil vi komme til at bruge som en lille overgangs jakke til sensommeren :-)

img_1388x

Boganbefaling:

Da jeg i sin tid fortalte Hr. Skov at jeg var gravid havde jeg tænkt på at give ham bogen “Du skal være far og du har 40 uger til at fatte det” – mest fordi jeg gerne ville have at han kunne følge med i udviklingen og ikke mindst forberede sig på de forskellige stadier i graviditeten. Jeg tror mange mænd føler at de nok er på sidelinjen og derfor ikke går lige så meget op i graviditeten som vi kvinder jo nok gør :-) Vi kan mærke alt og føler hele graviditeten 100 %, hvor mænd blot ser på og kun kan prøve at gøre det så behageligt for den kommende mor som muligt.
Et par dage efter jeg havde fortalt ham at jeg var gravid, gik jeg ned i boghandleren for at købe bogen til ham, dog viste det sig at bogen var udsolgt (mon der var mange gravide på det tidspunkt?!) – men sikke et held!! For da jeg kom hjem, kom Hr. Skov selv hjem med bogen. Han havde tænkt den samme tanke som jeg, men var dog hurtigere ud til at købe den.
Bogen er super sjov og formår at fortælle om ugerne og udviklingen i graviditeten på en humoristisk, men lærerig måde. Jeg må da indrømme at jeg også har smugkigget lidt i bogen i ny og næ. Den kan varmt anbefales! :-)

 

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

LATELY