EN NY FØLJETON - MADPLAN UGE FOR UGE

METTES KOLDE NUDELSALAT MED ÆG OG GRØNT

Da jeg var lille, gik jeg i klasse med min veninde Mette. Hendes forældre havde rejst meget i hendes barndom og jeg husker, at de havde de vildeste og lækreste opskrifter på asiatisk og japansk mad. Hun var typen der havde hjemmelavet sushi ruller med i skolen. Og TRO MIG, hende ville man gerne bytte sin lunken leverpostejsmad med. Og heldigvis gad hun godt at bytte madpakke med mig ;-) Jeg kan huske at hendes forældre lavede en lækker nudelsalat med æg, som smagte af pandekager. Og her efter jeg er blevet voksen, så mindes jeg stadigvæk den lækre nudelsalat og jeg har prøvet flere gange at eksperimentere i køkkenet, for at finde den rette smag osv.

Heldigvis fik jeg overtalt Mette for et par måneder siden, at afsløre opskriften. EN NEM OPSKRIFT, som ovenikøbet er børnevenlig. Og nu har vi altså prøvet den et par gange herhjemme. OG cykelrytteren ELSKER DEN. Han spiser op og gerne mere til, når vi laver denne ret. Og jeg mindes min skønne barndom og barndomsveninder når jeg spiser den. Så win win for hele familien herhjemme ;-)

Og nu har jeg også fået lov til at dele opskriften med jer herinde :-)

KOLD NUDELSALAT MED ÆG OG GRØNT

Til 3 pers.

Du skal bruge:

  • 1 pk. nudler (alm. fuldkorn eller glasnudler er underordnet)
  • 1 kvart agurk
  • 1 håndfuld edamame bønner
  • 1 gulerod
  • 1 peberfrugt
  • 1 forårsløg
  • 4 æg
  • 1 spsk sukker
  • Salt

Dressing

  • 3 spsk soya
  • 1 spsk sesamolie
  • 1 spsk honning
  • 2 spsk ris vineddike
  • Lidt salt

Kog nudlerne som anvist på pakken. Skyl dem i koldt vand efterfølgende, så de ikke klistrer sammen. Tilføj lidt salt. Lad dem køle af.
Hak forårsløg, peberfrugt og agurk fint. “Skræl” guleroden, så det danner lange fine strimler.
Kom 4 æg i en skål med sukker. Pisk det godt og kom det på en varm pande med lidt fedtstof på. Steg det som en pandekage. (Jeg tror jeg fik 3 små pandekager ud af portionen) Lad pandekagerne køle af.
Kom alle ingredienserne til dressingen i en skål og rør det godt igennem. Evt. smag til med salt. Kom dressingen over nudlerne og tilsæt grøntsagerne og bland det sammen. Skær pandekagerne i strimler og tilføj til salaten.

Spis salaten som den er, eller tilføj kylling eller et lækkert stykke brød til.

VELBEKOMME!

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

EN NY FØLJETON - MADPLAN UGE FOR UGE