VUGGESTUESTART OG FØLELSEN AF SVIGT

For 2 uger siden startede Christian i vuggestue. Jeg kunne mærke, at det var tid for os begge, at få lidt adskillelse. Misforstå mig ikke, jeg elsker min søn og jeg elsker de mange dejlige stunder vi har sammen, hvor vi begge lærer noget nyt hver gang.

Men jeg kan også mærke, at han keder sig. Pludselig er en dag med mor ret kedeligt og jeg kan ikke underholde på samme måde længere.
Derfor er jeg slet ikke i tvivl om at han er klar til vuggestue. Men er jeg klar til det?

Jeg må indrømme, at jeg har glædet mig til at få lidt tid for mig selv igen. At kunne slappe af, få sovet ud, blogge, rydde op og ud i huset og få styr på diverse ting, som ellers er blevet forsømt de sidste 10 måneder. Og jeg har nydt det i nogle dage. Jeg har fået styr på en masse ting og få clearet hovedet og sat flueben ved punkterne på mine To-do lister.
Og det har jeg kunne gøre, fordi jeg har følt en vis tryghed ved at aflevere mit barn i vuggestuen. For det er en god vuggestue, med et professionelt personale og jeg føler allerede nu, at vi har stablet et godt samarbejde på benene.

Men så har vi en morgen, som i dag, hvor Christian er ked af det, han vil ikke spise, vil ikke skiftes, vil ikke have tøj på og alt legetøj virker uinteressant. Faktisk virker ALT uinteressant, altså udover hans mor. Og jeg ved godt jo, at det er en naturlig reaktion på alt det opstart med vuggestue. Men jeg har det nu alligevel dårligt med, at jeg ikke kan gøre ham 100 % glad. Men jeg insisterer dog på, at han skal skiftes og have tøj på. Og at han godt kan lege lidt selv, imens jeg selv får iført mig noget tøj. Men den går ikke. Og jeg overvejer lidt, om jeg kan aflevere ham i vuggestuen iført nattøj, for det ville være det nemmeste valg. Meeeen mine natshorts er måske liiiiige lovlig for korte til at have på, ude i offentligheden ;-)

Vi kører op i vuggestuen og han smiler til pædagogerne og han rækker ud efter den ene. Da vi vinker farvel, begynder han at græde og vil med mig hjem. Ærlig talt, så overvejede jeg et kort sekund om jeg bare skulle snuppe ham med hjem igen. Men jeg prøver også at være stærk, da jeg jo ved at han kort tid efter jeg er gået, er okay igen.

MEN SÅ ramte reaktionen mig. Jeg tager mig selv i at gå ud af vuggestuen med tårer i øjnene. Faktisk når jeg kun lige ud i bilen, hvor tårerne triller ned af mine kinder. Hvad sker der?  Hvorfor reagerer jeg sådan? Christian har jo før grædt, hvis jeg har afleveret ham. Men hvorfor græder jeg nu?

Jeg kører hjem og da jeg når ind ad døren, får jeg en sms fra vuggestuen om at han er okay igen og stoppede med at græde, da jeg var gået. Og så er alt jo godt igen. Men hvorfor er jeg så stadigvæk ked af det?

Jeg er slet ikke i tvivl om at Christian er klar til vuggestue, men jeg må indrømme, at jeg nok ikke selv var så klar til det, som jeg havde regnet med. Og at det nok bare er trætheden, følelsen af ikke at gøre min søn 100 % glad og nok bare en dårlig morgen, som gav den voldsomme reaktion hos mig.

Nu snupper jeg lige 5 min for mig selv og så laver jeg en iskaffe og starter dagen stille og roligt. I morgen har jeg sikkert glemt humøret i dag, og så er alt sikkert godt igen :-)

GIV DEN NYBAGTE MOR ET BREAK – DO’S AND DON’TS

Ærlig talt, så er vi førstegangs mødre ret usikre efter vi lige har født. Vi er først og fremmest i en kæmpe lykkeboble, over at have fået vores nyfødte baby i armene efter 9 måneders ventetid. Vi er en zoombie, som lige skal vænne os til trætheden og at overskuddet vælter ind over os. Og så er vi altså SINDSYG bange for at gøre noget forkert. Specielt i den verden vi lever i lige nu, hvor mødre bliver dømt på ganske lidt.

Jeg siger ikke, at de 5 nedenstående punkter er sket for mig selv. Men jeg må da indrømme, at tankerne har strejfet mig og flere af emnerne er blevet diskuteret i veninde/mødre flokken og i mødregruppen. Og dette skal blot være en reminder til os alle med nybagte mødre i omgangskredsen og ikke være skæld ud ;-)

 

  • For guds skyld, lad endelig vær med at komme med 117 råd om hvordan hun skal lægge barnet til amning, skifte bleen, holde sutteflasken anderledes eller hvordan hun holder barnet (medmindre det er uhensigtsmæssigt) Hun er usikker nok i forvejen og nu er det trods alt hendes barn og hun ved bedst.
  • Lad vær med at dømme den nybagte mor, hvis hun har ønsket at snuppe alt den barsel hun kan få med sit lille barn. Og lad for guds skyld vær med at kalde det 1 års ferie!!
    Vi er alle forskellige. Nogle mødre har brug for at gemme deres barsel, andre har brug for at starte tidligere på arbejde og så er der os (inklusiv mig selv) der gerne vil bruge alt barslen. Ja, 1 år lyder af meget. Men hvis en mor har brug for at nyde sit barn i et helt år alene – skal hun så ikke have lov til det?
  • Lad vær med at kommentere på, om barnet mon kan dit eller dat. Børn er MEGET forskellige! Og om dit eget barn, så kunne holde hovedet efter 2 måneder, eller gå da det var 10 måneder – så gavner det sgu ikke rigtig den nybagte mor med den information :-)
  • Aldrig bed hende om at skifte tøj, hvis der er kommet lidt gylp eller savl på trøjen. Hun kan formentlig kun passe 2-3 af sine bluser og hvis hun alligevel skal tilbringe resten af dagen hjemme, så kan det jo i bund og grund være fuldstændig ligemeget.
  • Lad venligst vær med at trøste barnet, hvis barnet er grædefærdig. Når et nyfødt barn græder, så er det bedst at aflevere det tilbage til sin mor eller far. Tro ikke, at blot fordi du har en masse erfaring, at du på et split sekund kan trøste andres børn. Fair nok, at man prøver. Men barnet skriger højst sandsynligt efter sine forældre. Så spil ikke helt og tro du hjælper forældrene – for ærlig talt, vil de helst have barnet tilbage.

Kan I mon genkende nogle af punkterne? Og kan I evt. tilføje flere? Så snupper jeg dem og samler dem til endnu et blogindlæg :-)

KAN MAN HAVE EJERFORNEMMELSE OVER EGET BARN?


Sweater: HER// Jeans: HER//

Om præcis 1 uge starter cykelrytteren i vuggestue. Derfor tager vi hul på den sidste “rigtige” barselsuge i dag. Pyh… Det er lidt vildt, ikke?
Selvom jeg jo godt ved, at det tager lidt tid at få kørt ham ordentlig ind i vuggeren samt det medbringer en del sygdom her i starten, så synes jeg nu alligevel at vi er tæt på.

Jeg har jo hele tiden vidst, at han skulle starte i vuggeren, og også sådan nogenlunde hvilket tidspunkt. Men nu hvor vi rammer juni måned lige om lidt, så synes jeg virkelig at det er helt urealistisk! At han kommer til at få nogle lange dage med andre voksne, som skal se ham vokse og udvikle sig. Lære ham at gå, at spise mere “korrekt” og tage ham med ud på en masse oplevelser og ture. Og selvom jeg er enormt træt lige nu, så kan jeg alligevel godt blive lidt misundelig. Og faktisk få en særlig ejer fornemmelse over mit eget barn. For ja, han er jo mit barn og det er der vist ikke nogen tvivl om. Men jeg kan godt sidde lidt med følelsen, at jeg vil opleve alle de her ting med ham. At de sidste 10 måneder ikke har været nok for mig. Jeg vil lære ham endnu mere at kende, lære ham at gå, lære ham at smage på græs, jord og få bakterier i den nye sandkasse. Åhh jeg vil nok bare ikke gå glip af noget!!

Men samtidig sidder jeg også med en træt følelse, at jeg trænger til at sove, at få armene fri og måske prøve at slappe lidt af, helt uden nogen to do´s på min dagsorden. Jeg trænger virkelig til det. Jeg trænger til “fri” fra barslen. Især nu hvor separationsfasen har taget helt nye højder. Og derfor hænger cykelrytteren på mig dagen lang. Jeg kan knap nok pusle ham for tiden, uden at han rækker ud efter mig.
Så jeg tænker, at det nok er på rette tid, at han starter i vuggeren. Også selvom jeg helst vil tilbringe tiden sammen med ham og oplevelserne. Så er det nok for det bedste, at vi lige bliver adskilt lidt for nogle timer. Så har jeg måske også mulighed for, at komme til savne ham. Sådan rigtig savne ham. Det har jeg kun prøvet et par få gange, når han er blevet passet ude i et par timer af min tætte familie.

Det bliver uden tvivl en hård start, men jeg er sikker på, at jeg bliver glad og mere frisk, når cykelrytteren er kørt ordentlig ind i vuggeren.

Det skal nok blive godt! Og hey, jeg kommer jo til at se min søn hver dag :-)

OM AT SLIPPE MOR-ROLLEN

Jeg må være ærlig. Jeg elsker min lille baby, (som ikke rigtig er en baby længere, men nok altid vil være en baby for mig) men jeg kan også mærke, at vi har ramt en seperationsfase, hvor cykelrytteren er ekstra pylret og ked af det, når jeg er i nærheden. Og selvom jeg synes at det var super sødt i starten, så kan det godt gøre lidt ondt i moderhjertet, når ens baby konstant er Mor-syg og er ked af det, hvis jeg blot forlader rummet for at hente en trøje eller gå i køkkenet for at lave mad. Han skal aktiveres noget mere og lære, at mor går og mor kommer igen. Og vi øver. En del endda. Men jeg har fundet ud af, at hvis blot laver noget udenfor hjemmet hver dag, så fjerner vi fokus fra seperation.

Og derfor må jeg også indrømme, at det var ret skønt, at være afsted uden en baby i går. Selvom jeg fældede en lille tåre, da han skulle afleveres – mor-sårbarhed hva? ;-)
Vi var taget til konfirmation, som varede hele dagen, imens cykelrytteren blev passet hos mine svigerforældre. Og hvor var det dog skønt, at kunne tage pænt tøj, uden at få savl, krøllet tøj eller et andet aftryk fra cykelrytteren. At kunne tage makeup på og have løst hår, uden at nogen baby blev filtret ind i håret og makeuppen blev kysset af, af  cykelrytteren. Og bedst af alt, så kunne jeg tage afsted uden at få hedeture over en grædende baby eller blive forstyrret af en babyalarm.

Til gengæld kunne jeg slappe af hele dagen, være et voksent menneske, snakke voksensnak og spise VARM MAD! Og selvom det er første gang, hvor jeg har været væk fra min baby i så mange timer, så var det altså rart! Virkelig rart! For ja jeg elsker da min lille baby og ja han var da i mine tanker i løbet af dagen og havde en svag bekymring – fordi tjah… man er vel mor :-)
Men jeg kunne også mærke, at vi trængte til at blive lidt adskilt, i hvert fald for nogle timer. Og det gik jo over al forventning og jeg er glad for, at det kunne lykkedes at få ham passet ude i så mange timer. Det giver mig i hvert fald mod på, at gøre det igen ;-)
Og så bekræfter det mig i, at han er mere end klar til vuggestue start lige om snart :-)

9 MÅNEDER SOM MOR – STATUS, OVERSKUD OG FORELSKELSE

Kjole: HER i striber// 

Cykelrytteren blev 9 måneder i går og jeg kan slet ikke forstå, at min lille bitte guldklump pludselig er så gammel. Og ja, jeg ved godt, at det er en kliché, at man som mor føler at tiden flyver afsted og man ønsker at stoppe tiden.
Men nu tror jeg faktisk, at jeg har forstået hvad de andre mødre rent faktisk mener, når de siger de ønsker at stoppe tiden.
For min lille baby er pludselig ikke så lille længere og han er faktisk ikke rigtig en baby længere, men et barn. Et barn som har fået sin helt egen personlighed og som nikker når han gerne vil opnå noget og ryster på hovedet, når han er færdig med at spise. Jamen altså – hvor blev min lille baby af???

Jeg er selvfølgelig super glad for, at han er blevet så stor nu og bliver mere og mere selvstændig. Og at han udvikler sig og bliver helt sin egen. Men jeg nyder altså også de nætter, hvor han vågner ulykkelig fra en drøm, og hvor jeg kan tage ham ind i mine arme og trøste ham, for han vil jo altid være min lille baby. Og jeg er SÅ vild med ham, på både godt og ondt. Jeg kan kigge på ham dagen lang og blive imponeret og stolt over hvad han kan opnå og blive stimuleret af, når han sidder og leger med sit legetøj. Og jeg kan samtidig have dage, hvor jeg har mørke rander under øjnene og nærmest drikker iskaffe dagen lang, for at kunne være 100 % mor hele dagen.

Faktisk har jeg altid været imponeret af mine veninder og søstre, som har udvist enorm overskud til deres børn. Hvordan de trods søvnmangel stadigvæk havde det vildeste overskud til at tage på ture, lege med deres barn, finde på nye lege, være spontan og samtidig have besøg og være til stede i selskabet. Hvordan gjorde de det? Hvor kom overskuddet fra? Altså var de slet ikke trætte?
Jeg kunne selv mærke, hvor træt jeg kunne blive efter at have passet min niece i et døgn, fordi vi skulle nå så meget som muligt på det døgn.

Altså indtil jeg blev mor…..

Så forstod jeg pludselig, hvordan overskuddet vælter ind over én. Hvordan man, trods søvnmangel, bare altid har overskud til sit barn. Hvordan man, mirakuløst gennemfører dagen, trods at man selv er træt og er syg. Hvordan man arrangere udflugter og nye lege med sit barn, selvom man måske er lidt træt.
Nu forstår jeg det! Det er en del af hele pakken, ved at være mor, at man altid har overskud til sit barn.