SNART 31 ÅR – ER DER EN VOKSEN TIL STEDE?

Sidste år blev jeg 30 år – lige om hjørnet fylder jeg 31 år. 31!!!!

Pludselig følte jeg mig lidt ekstra voksen og lidt bange for, om det er for sent at være barn længere?? Altså som i, at jeg ikke må spise-slik-til-morgenmad-eller is-til-aftensmad-barn? Er det så slut nu?? Er det virkelig nu at jeg skal fremstå som en voksen kvinde og tage ansvar?

AV! Den gjorde ondt. Voksen kvinde! Jeg troede egentlig, at jeg stadigvæk hørte under den “unge kvinder” kategori. Meeen det er vist sådan, at når man bliver 30 år eller OVER 30 år, så ryger man vist over i kategorien VOKSEN. Og det må jeg jo så være… Ahem..

Skal vi lige kigge lidt nærmere på det?

For tjah jeg bor i et hus – godt nok er det Hr. Skovs hus, men taget i betragtning at 70 af interior er noget jeg har slæbt med, så deler vi ret meget om huset ;-)
Og jeg har en kæreste og endda et fast arbejde, så jeg burde jo egentlig kunne leve op til de sædvanlige krav for at blive voksen.
Og nå ja, så er jeg jo også blevet nogens mor. Og hvis der er noget, som kan få en kvinde til at føle sig som voksen, så må det altså være, at være blevet mor.
For pludselig skal jeg tage ansvar – ikke kun for mig selv, men også min søn. Jeg skal sørge for de huslige pligter, planlægge ugen der kommer, sørger for gode rutiner, varieret kost og en hulens masse opdragelse. Og ved I hvad? Jeg synes det er fascinerende og VILDT spændende at være med til.
Men kan man så kalde sig voksen? For jeg tænker stadigvæk, at jeg kunne have brug for en VOKSEN indimellem og må ringe til min mutti for hjælp eller vejledning.
Men shit – er det så mig nu??

31 år er stort for mig, da jeg jo er blevet et år ældre, mere erfaren og står på et vigtigt tidspunkt i mit liv. Jeg kunne faktisk ikke bede om mere! Jeg er faktisk godt tilfreds, hvis jeg selv skulle sige det. Og selvom jeg sikkert gerne ville have fået børn lidt tidligere, så jeg ikke ville ende som en gammel mor, så tror jeg faktisk ikke at jeg ville lave noget om. Jeg tror at jeg er blevet mor på det helt rigtige tidspunkt. Det kræver et vis mod, overskud og ikke mindst tid til at blive mor.

Jeg tror det er meget sundt, lige at stoppe op og nyde øjeblikket og gøre status over sit liv. Har man nået det man ville? Og kan man nå at ændre og justere sit liv, så det tager den rigtige drejning? Og er man lykkelig??

 

MOMMY MONDAY: TILBAGE I BARSELS BOBLEN

Åh jeg føler lidt, at jeg gentager mig selv hver uge i de her “Mommies” indlæg. Men helt ærligt, ikke?
Så er det altså ret svært at være mor, uden at nævne ordet TRÆT i løbet af en dag. Og jeg er faktisk ved at være godt TRÆT af mig selv, når jeg siger det. Og godt TRÆT af at høre mig selv gentage det hver dag.

Men jeg er TRÆT, sådan UENDELIG TRÆT for tiden. I ved den træthed man havde de første 14 dage efter fødslen, hvor man var høj på lykke, men træt på energi og søvnmangel. Sådan har jeg det nu, altså udover den lykkerus man fik i starten – nu er jeg bare træt ;-)  Cykelrytteren har ikke rigtig fundet den rette rytme efter vi er skiftet til vintertid. Og da jeg jo har morgentjansen herhjemme, så står vi gerne op midt nat, når cykelrytteren er morgenfrisk ;-)
Misforstå mig nu ikke -vi har GOD TID om morgenen til at få leget med legekøkken og spise morgenmad. Ja, faktisk har vi flere timer til leg inden jeg selv skal møde ind på kontoret. Så det er jo ret positivt. Meeeeen at gå rundt og være mombie på kontoret sidst på dagen, er knap så positivt. Jeg tænker, at mine kollegaer må tro at jeg er igang med en stirrekonkurrence på min skærm, men egentlig sidder jeg bare og sover med åbne øjne. Og mon ikke mine kollegaer (lige som andre i min omgangskreds) er ved at være træt af, at høre at jeg er træt eller gaber højlydt pga. manglende søvn.
Men jeg har lidt svært ved søvnen i øjeblikket. Specielt fordi jeg jo sover kort tid efter cykelrytteren er blevet puttet, fordi jeg er så udmattet efter en arbejdsdag og træt fordi jeg har været tidligt oppe. Så i teorien burde jeg da være udhvilet!
Altså hvis man lige ser bort fra de vågne timer om natten, hvor cykelrytteren har brug for lidt ekstra omsorg.
Om han er i gang med et kæmpe spring, det skal jeg ikke kunne sige. Men uanset, så kan jeg mærke en vis uro hos cykelrytteren. Han søger meget tryghed (allermest hos hans far jo) og vil oftest gerne sidde hos os når vi leger. Og JEG NYDER DET! Specielt, fordi jeg føler lidt, at jeg kan bruges som mor, når han søger trøst ;-)

Men det sjove er jo egentlig, at ligemeget hvor træt man er som mor, så har man jo alligevel det vildeste overskud til sit barn. Og når dagen er omme, så var den træthed jo slet ikke så slem og man glæder sig allerede til næste dag ;-)

MOMMY MONDAY: MÅ JEG VÆRE DIN MOR??

Ja jeg ved det godt, jeg har talt om det før. Cykelrytteren er i sin FAR fase og har været det i godt 2 måneder nu. Faktisk begyndte det så da jeg startede på arbejde igen. Jeg ved ikke om det skyldtes, at cykelrytteren for alvor skulle have “længere” dage i vuggeren eller om det er fordi det er Hr. Skov der afleverer om morgenen. Men et eller andet er der i hvert fald sket, for MOR KAN IKKE BRUGES. Og dengang tænkte jeg (ligesom med alt andet når man har et barn) DET ER EN FASE, DET ER EN FASE! Meeeeeen det er som om, tingene ikke ser lysere ud – eller jeg kan i hvert fald ikke se en forandring endnu. FAKTISK er det kun blevet “værre”.
Misforstå mig nu ikke – jeg er LYKKELIG for at cykelrytteren har knyttet sig så meget til sin far. Det er SÅ fantastisk at se hvilken connection de to har sammen. Og specielt fordi han jo har haft en MOR fase – den varede godt og vel et års tid, så jeg har jo haft følelsen!

Meeeeen nu er det gået så vidt, at jeg har problemer med at putte cykelrytteren til nat. Altså medmindre vi er alene hjemme og Hr. Skov er ude af huset. Så kan jeg godt bruges. Og om natten kan jeg heller ikke længere trøste ham, han skriger ligefrem nej og “slår ud med armene” hvis jeg nærmer mig ham, for han ved jo, at hans far er i nærheden og kan trøste ham. AV!

JA FAKTISK SÅDAN RIGTIG MEGET ONDT I MAVEN, AV! For selvom jeg har ret brede skuldre, så gør det altså ret ondt, når man bliver “afvist” af sin søn. Især fordi jeg jo så gerne vil ham og jeg sørger for at vi har EN DEL alene og kvalitetstid, hvor der jo heldigvis ikke er nogle problemer. Men ligeså snart Hr. Skov kommer hjem fra arbejde og er in tha house, ja så er jeg nærmest luft for cykelrytteren.
Han er heldigvis stadigvæk med på at mysse, kramme og grine sammen med mig – meeeeen allerhelst hvor Hr. Skov også deltager ;-)

Jeg håber virkelig, at fasen snart er ovre og samtidig glæder jeg mig over, at Hr. Skov kan få cykelrytterens fulde opmærksomhed. Meeen igen, jeg glæder mig til at jeg kan nogens mor igen og ikke blot en praktisk mor ;-)

MOMMY MONDAY: KOM DET UD AF MIN MUND??

Jeg sad forleden og legede med cykelrytteren inde på hans værelse. Og så slog det mig, da jeg sad og sang “Jeg er en lille undulat” om hvor mange sjove og især mærkelige sætninger jeg får skrabet sammen i løbet af en dag herhjemme, som jeg desværre ikke holder for mig selv, men BRAGER ud i offentligheden. Hovsa.

Og dem skal I da selvfølgelig også have fornøjelsen af. Måske I kender til nogle af dem? ;-)

 

Er klokken kun 6.30 – ej cykelrytteren vi sover lidt længere du! Ja mit kære A-menneske er blevet sat på en prøve efter cykelrytteren er kommet til. Selvom vi jo er oppe kl. 5 de fleste dage! Og jeg savner lidt starten på barslen, hvor cykelrytteren kunne sove til kl. 6.30 ;-)

Bøffeli’ bøf! Jaa jeg ved faktisk ikke hvor det kommer fra, men det er åbenbart blevet en daglig tale til cykelrytteren. Og han blev kaldt det meget de første 6 måneder af hans liv. Og de første 2 måneder blev han kaldt for pomfritten herhjemme. Hmm måske jeg var en anelse sulten i starten af barslen???

“Skal du lige have en tør numse” – seriøst, det er bare ikke charmerende på nogen som helst måde! Og slet ikke når man siger det ude i offentligheden ;-)

“Er du træt? Så prøv at være mor” – I kender den sikkert. Og måske I også selv har fået den smidt i hovedet? Den er ikke køn, men en meget ærlig beretning om at være blevet mor ;-) Og ja, vi mødre kan godt blive lidt gnaven, når vi slynger sætningen ud med en bestemt tone. Men vi mener ikke noget med det – vi er bare trætte!

“DET ER EN DRENG, IKKE EN PIGE” – Den kender I sikkert også! Og jeg synes egentlig at jeg har hjulpet fremmede mennesker, som kigger cykelrytteren dybt i øjnene, da han både er klædt i blåt tøj og har en sut, hvor der står Christian på. Ja den må være, at gennemskue for nogen ;-)

“Mmmm broccoli er SÅ godt! Mumsi mumsi broccoli giver ingen bumsi” Okay, ja jeg er ikke stolt af det. Og det virkede heller ikke. Men måske når cykelrytteren kommer i teenager-alderen, vil han takke mig ;-) ha ha..

“NEEEEJ DET ER MOOOOORS” ja ja han siger det jo nok på et tidspunkt, men ordet MOR bliver brugt flittigt i dagligdagen. Og mest negativt for ting, han ikke må røre ved ;-)

 

MOMMY MONDAY: SAMMENLIGNINGS KUNST – KAN DIT BARN DIT OG DAT?

Som mor kan man ikke være andet end stolt! Stolt af sit eget lille barn og ikke mindst dens udvikling. Lad mig være ærlig, jeg har ikke forstand på hvornår barnet skulle kunne det ene eller andet i forhold til udvikling. Og for at være endnu mere ærlig – så er jeg faktisk også ret ligeglad ;-)

Men jeg kan mærke at min stolthed over min egen søn og hvad han kan, bliver lidt ødelagt, når fokus fra andre er et helt andet sted. Jeg kan ikke lide at prale og jeg er bestemt heller ikke den type, der råber højt når cykelrytteren kan det ene eller andet. Også selvom jeg er ved at revne af stolthed! Men det bunder nok også i, at jeg ikke har lyst til at fokusere på hvad han kan og hvad han burde kunne i forhold til udvikling. Jeg nyder nu mere nuét over hvad han kan og bliver fascineret over at børn bare udvikler sig og efterligner hvad vi voksne mennesker gør i vores hverdag.

Og selvom jeg prøver at være mere eller mindre ligeglad om hvornår mit barn kan det ene eller andet, så bliver jeg alligevel oftest mødt med spørgsmål fra folk, om bla. “Kan han kravle? Kan han gå? Har han sagt sit første ord? Har han sagt mor?” og så videre – You get the point ;-)

Ja han kan kravle, nej han kan ikke gå endnu. Ja han har sagt sit første ord og en masse andre ord siden. Og nej han kan ikke sige mor.

Det mærkelige er jo egentlig, at man aldrig bliver mødt med et spørgsmål såsom “Hvordan har han det? Hvordan går det med ham?” Det burde jo i bund og grund være det allervigtigste, ikke? At mit barn er sundt og trives? Men istedet for er der fokus på, hvad barnet kan og hvad barnet ikke kan. Og det sidstnævnte er desværre et temmelig stort fokus på de sædvanlige mødre, specielt førstegangs mødre.

Og det er jo tosset. Hvorfor sammenligne hvad andre børn kan? Vi får jo så tit at vide, at børn er forskellige. Men tager vi det egentlig til os, de kære ord? Tror vi på dem? Eller fokusere vi for meget på, at lære vores børn alt det, de nu ikke kan.

Jeg vil gerne indrømme, at jeg har sammenlignet cykelrytteren med andre børn. Og jeg skammer mig over det. For det ødelagde mit fokus i en kort periode. Fokuset på at nyde min cykelrytter præcis som han er, og ikke sammenligne med hvad andre børn kunne på det gældende tidspunkt. Og der valgte jeg simpelthen, at stoppe med sammenligne ham med andre. Og istedet nyde de ting mit barn nu kunne.

Vi er i gang med cykelrytterens 2. leve år og jeg synes alle ting går for stærkt. Faktisk så stærkt, at jeg har det helt fint med, at han ikke går endnu. Altså mine skuldre og arme er nok ikke enige. MEN, jeg nyder faktisk at han er min lille baby lidt endnu, som kravler rundt og har brug for min hjælp. Og samtidig frygter jeg også at jeg får en lille tornado når først han kan gå ;-)

Jeg er ikke sikker på, hvor jeg vil hen med blogindlægget, men måske det blot er et lille opråb til de kære mødre. De mødre, som sidder derude og frygter for sit barns udvikling, som spekulerer på, om ens barn nu kan følge med i udviklingen, eller som er bange for, at ens barn er såkaldt “bagud”.

Ting tager tid. Jo mindre du fokuserer på sammenligningen, jo mere slapper du af og kommer til at nyde dit barn endnu mere <3