VUGGESTUESTART OG FØLELSEN AF SVIGT

For 2 uger siden startede Christian i vuggestue. Jeg kunne mærke, at det var tid for os begge, at få lidt adskillelse. Misforstå mig ikke, jeg elsker min søn og jeg elsker de mange dejlige stunder vi har sammen, hvor vi begge lærer noget nyt hver gang.

Men jeg kan også mærke, at han keder sig. Pludselig er en dag med mor ret kedeligt og jeg kan ikke underholde på samme måde længere.
Derfor er jeg slet ikke i tvivl om at han er klar til vuggestue. Men er jeg klar til det?

Jeg må indrømme, at jeg har glædet mig til at få lidt tid for mig selv igen. At kunne slappe af, få sovet ud, blogge, rydde op og ud i huset og få styr på diverse ting, som ellers er blevet forsømt de sidste 10 måneder. Og jeg har nydt det i nogle dage. Jeg har fået styr på en masse ting og få clearet hovedet og sat flueben ved punkterne på mine To-do lister.
Og det har jeg kunne gøre, fordi jeg har følt en vis tryghed ved at aflevere mit barn i vuggestuen. For det er en god vuggestue, med et professionelt personale og jeg føler allerede nu, at vi har stablet et godt samarbejde på benene.

Men så har vi en morgen, som i dag, hvor Christian er ked af det, han vil ikke spise, vil ikke skiftes, vil ikke have tøj på og alt legetøj virker uinteressant. Faktisk virker ALT uinteressant, altså udover hans mor. Og jeg ved godt jo, at det er en naturlig reaktion på alt det opstart med vuggestue. Men jeg har det nu alligevel dårligt med, at jeg ikke kan gøre ham 100 % glad. Men jeg insisterer dog på, at han skal skiftes og have tøj på. Og at han godt kan lege lidt selv, imens jeg selv får iført mig noget tøj. Men den går ikke. Og jeg overvejer lidt, om jeg kan aflevere ham i vuggestuen iført nattøj, for det ville være det nemmeste valg. Meeeen mine natshorts er måske liiiiige lovlig for korte til at have på, ude i offentligheden ;-)

Vi kører op i vuggestuen og han smiler til pædagogerne og han rækker ud efter den ene. Da vi vinker farvel, begynder han at græde og vil med mig hjem. Ærlig talt, så overvejede jeg et kort sekund om jeg bare skulle snuppe ham med hjem igen. Men jeg prøver også at være stærk, da jeg jo ved at han kort tid efter jeg er gået, er okay igen.

MEN SÅ ramte reaktionen mig. Jeg tager mig selv i at gå ud af vuggestuen med tårer i øjnene. Faktisk når jeg kun lige ud i bilen, hvor tårerne triller ned af mine kinder. Hvad sker der?  Hvorfor reagerer jeg sådan? Christian har jo før grædt, hvis jeg har afleveret ham. Men hvorfor græder jeg nu?

Jeg kører hjem og da jeg når ind ad døren, får jeg en sms fra vuggestuen om at han er okay igen og stoppede med at græde, da jeg var gået. Og så er alt jo godt igen. Men hvorfor er jeg så stadigvæk ked af det?

Jeg er slet ikke i tvivl om at Christian er klar til vuggestue, men jeg må indrømme, at jeg nok ikke selv var så klar til det, som jeg havde regnet med. Og at det nok bare er trætheden, følelsen af ikke at gøre min søn 100 % glad og nok bare en dårlig morgen, som gav den voldsomme reaktion hos mig.

Nu snupper jeg lige 5 min for mig selv og så laver jeg en iskaffe og starter dagen stille og roligt. I morgen har jeg sikkert glemt humøret i dag, og så er alt sikkert godt igen :-)

KAN MAN HAVE EJERFORNEMMELSE OVER EGET BARN?


Sweater: HER// Jeans: HER//

Om præcis 1 uge starter cykelrytteren i vuggestue. Derfor tager vi hul på den sidste “rigtige” barselsuge i dag. Pyh… Det er lidt vildt, ikke?
Selvom jeg jo godt ved, at det tager lidt tid at få kørt ham ordentlig ind i vuggeren samt det medbringer en del sygdom her i starten, så synes jeg nu alligevel at vi er tæt på.

Jeg har jo hele tiden vidst, at han skulle starte i vuggeren, og også sådan nogenlunde hvilket tidspunkt. Men nu hvor vi rammer juni måned lige om lidt, så synes jeg virkelig at det er helt urealistisk! At han kommer til at få nogle lange dage med andre voksne, som skal se ham vokse og udvikle sig. Lære ham at gå, at spise mere “korrekt” og tage ham med ud på en masse oplevelser og ture. Og selvom jeg er enormt træt lige nu, så kan jeg alligevel godt blive lidt misundelig. Og faktisk få en særlig ejer fornemmelse over mit eget barn. For ja, han er jo mit barn og det er der vist ikke nogen tvivl om. Men jeg kan godt sidde lidt med følelsen, at jeg vil opleve alle de her ting med ham. At de sidste 10 måneder ikke har været nok for mig. Jeg vil lære ham endnu mere at kende, lære ham at gå, lære ham at smage på græs, jord og få bakterier i den nye sandkasse. Åhh jeg vil nok bare ikke gå glip af noget!!

Men samtidig sidder jeg også med en træt følelse, at jeg trænger til at sove, at få armene fri og måske prøve at slappe lidt af, helt uden nogen to do´s på min dagsorden. Jeg trænger virkelig til det. Jeg trænger til “fri” fra barslen. Især nu hvor separationsfasen har taget helt nye højder. Og derfor hænger cykelrytteren på mig dagen lang. Jeg kan knap nok pusle ham for tiden, uden at han rækker ud efter mig.
Så jeg tænker, at det nok er på rette tid, at han starter i vuggeren. Også selvom jeg helst vil tilbringe tiden sammen med ham og oplevelserne. Så er det nok for det bedste, at vi lige bliver adskilt lidt for nogle timer. Så har jeg måske også mulighed for, at komme til savne ham. Sådan rigtig savne ham. Det har jeg kun prøvet et par få gange, når han er blevet passet ude i et par timer af min tætte familie.

Det bliver uden tvivl en hård start, men jeg er sikker på, at jeg bliver glad og mere frisk, når cykelrytteren er kørt ordentlig ind i vuggeren.

Det skal nok blive godt! Og hey, jeg kommer jo til at se min søn hver dag :-)

OM AT SLIPPE MOR-ROLLEN

Jeg må være ærlig. Jeg elsker min lille baby, (som ikke rigtig er en baby længere, men nok altid vil være en baby for mig) men jeg kan også mærke, at vi har ramt en seperationsfase, hvor cykelrytteren er ekstra pylret og ked af det, når jeg er i nærheden. Og selvom jeg synes at det var super sødt i starten, så kan det godt gøre lidt ondt i moderhjertet, når ens baby konstant er Mor-syg og er ked af det, hvis jeg blot forlader rummet for at hente en trøje eller gå i køkkenet for at lave mad. Han skal aktiveres noget mere og lære, at mor går og mor kommer igen. Og vi øver. En del endda. Men jeg har fundet ud af, at hvis blot laver noget udenfor hjemmet hver dag, så fjerner vi fokus fra seperation.

Og derfor må jeg også indrømme, at det var ret skønt, at være afsted uden en baby i går. Selvom jeg fældede en lille tåre, da han skulle afleveres – mor-sårbarhed hva? ;-)
Vi var taget til konfirmation, som varede hele dagen, imens cykelrytteren blev passet hos mine svigerforældre. Og hvor var det dog skønt, at kunne tage pænt tøj, uden at få savl, krøllet tøj eller et andet aftryk fra cykelrytteren. At kunne tage makeup på og have løst hår, uden at nogen baby blev filtret ind i håret og makeuppen blev kysset af, af  cykelrytteren. Og bedst af alt, så kunne jeg tage afsted uden at få hedeture over en grædende baby eller blive forstyrret af en babyalarm.

Til gengæld kunne jeg slappe af hele dagen, være et voksent menneske, snakke voksensnak og spise VARM MAD! Og selvom det er første gang, hvor jeg har været væk fra min baby i så mange timer, så var det altså rart! Virkelig rart! For ja jeg elsker da min lille baby og ja han var da i mine tanker i løbet af dagen og havde en svag bekymring – fordi tjah… man er vel mor :-)
Men jeg kunne også mærke, at vi trængte til at blive lidt adskilt, i hvert fald for nogle timer. Og det gik jo over al forventning og jeg er glad for, at det kunne lykkedes at få ham passet ude i så mange timer. Det giver mig i hvert fald mod på, at gøre det igen ;-)
Og så bekræfter det mig i, at han er mere end klar til vuggestue start lige om snart :-)

DERFOR SKAL VI MØDRE IKKE GLEMMES PÅ MORS DAG

Kjole: HER//

Først vil jeg lige fremhæve, at Mors dag ikke betyder, at man skal overforkæles eller AT DER SKAL være en form for “belønning eller fejring” for at være mor. At få et barn og mærke den kærlighed, er belønning nok i sig selv.

Men at være mor, kan også være super hårdt og det kan overtage hele dit liv og for nogle af os, kræver det blot lidt tilvænning, at skulle overgive sig fuldt ud til et barn. Og måske glemme sig selv, som en person. Alle ens tanker og bekymringer drejer sig om barnet. Vi klæder os på efter barnet, (let’s face it, en silkekjole er ikke egnet til at kravle rundt på gulvet i) vi sover efter barnets rutiner, vi rydder op efter barnet, laver mad efter barnets behov – ja faktisk kredser hele vores liv efter vores barn/børn. Og det er OKAY! Det er jo sådan, at blive mor eller far. Men det er vel okay, at bede om lidt taknemmelighed, ikke? Bare en lille bitte tak eller et skulderklap, for at have arbejdet for, at være en god mor? Ikke?
Altså selv den MINDSTE ting, kan betyde SÅ MEGET FOR OS! Der skal ikke så meget til, vel? ;-)

Så lad os nu være ærlige. Vi mødre havde forventet lidt til Mors dag, ikke? Bare en lille tak i form af, at få lov til at sove længe, at få lov til at sove natten til søndag, at få en lille gave eller en lille blomst, at få en pause fra barslen eller bare føle, at vi får verdens største skulderklap, fordi vi er de bedste mødre!

Så da jeg vågnede til Mors dag, var jeg heldig, at kunne sove en halv time længere end cykelrytteren. Og det var skønt! Hr. Skov skulle arbejde og havde været til cykelløb dagen før, så jeg må indrømme, at jeg ikke havde forventet, at han ville huske det. Så jeg prøvede at fokusere på at forkæle andre mødre omkring på denne dag. For hvis der er noget, som virkelig kan gøre mig glad, så er det at kunne se glæden i andres øjne. Virkelig! Det betyder så meget for mig.
Så cykelrytteren og jeg kørte hjem til min mor, for at forkæle hende på denne dag, sammen med resten af familien. Min søster vidste at det var min første Mors dag og havde i anledningen købt en buket blomster til mig. Fordi hun synes at jeg havde fortjent det. Sødt, ikke? Vi mødre er altså fantastiske til, at forkæle andre mødre – måske vi godt ved hvor hårdt det egentlig kan være, at blive mor? Tanken rørte mig i hvert fald :-)
Derefter smuttede vi videre til min svigermor med en blomst. Og så var det vist på tide at smutte hjem igen.

Da jeg kørte ind i indkørslen kunne jeg dog se, at der lå en buket foran hoveddøren. Og da jeg låste døren op med en buket i den ene hånd og en autostol i den anden, så kom Hr. Skov hjem fra en lang arbejdsdag.

Han fortalte at han havde bestilt levering af blomsterne, så jeg kunne nå at få dem inden jeg kørte afsted. Desværre kørte jeg lidt tidligere, for at være i god tid, så det passede med, at 5 min efter jeg var kørt sted, der blev blomsterne leveret. Sikke en skam! Og her gik jeg hele dagen og tænkte, at Hr. Skov ikke havde mig i tankerne på Mors dag. Min første mors dag. Så jeg blev vildt glad og følte at mine skuldre og træthed pludselig forsvandt. Utroligt, at der skal så lidt til, ikke?

Bare en lille anderkendelse som mor, hvad enten det er i gaver, forkælelse i at sove længe eller blot ved at blive skænket en tanke på selve dagen. Det er altså mere end guld værd og jeg synes det er SÅ vigtigt, at huske at takke og ikke mindst forkæle sin mor lidt engang imellem. Om ikke andet, så på Mors dag!

Så jeg håber virkelig, at der var nogen der skænkede jer en tanke til Mors dag <3 Fordi det fortjener I <3

7 LEDE TING JEG HAR GJORT SOM MOR

Jeg indrømmer det gerne! Jeg er langt fra en perfekt mor. Som i slet ikke en perfekt mor, men jeg går faktisk og gemmer på nogle ting, som jeg har brug for at få sagt højt. Altså få lettet min dårlige samvittighed over nogle ting, som jeg virkelig ikke er særlig stolt af.
Og please lad vær med at dømme mig – jeg er en god mor. I hvert fald 90 % af tiden. ;-) Eller det prøver jeg i hvert fald på. De sidste 10 % bruger jeg på at rende forvirret, frustreret og utrolig glemsom rundt ;-)

7 LEDE TING SOM JEG HAR GJORT SOM MOR:

  • Har opdaget at cykelrytteren havde en gave i bleen og med vilje har givet ham videre til Hr. Skov. Og så gælder reglen jo “At den som bærer barnet, skifter bleen”.
  • Er kommet til, at glemme at tænde for babyalarmen, efter cykelrytteren er lagt ud i barnevognen. Altså sådan helt ubevidst. Heldigvis var han faldet i søvn og det varede i ca. 5 minutter.
  • Har brugt enhver undskylding, for at hente en ekstra liter mælk (også selvom vi havde 3 liter til at stå i køleskabet) for at slippe for putning af cykelrytteren om aftenen. Ja jeg er sgu ikke særlig stolt af det ;-) Specielt, fordi han er nem at putte til nat ;-)
  • Jeg har vækket Hr. Skov midt om natten (bare rolig han havde friweekend) og bildt ham ind, at cykelrytteren havde været vågen i snart 2 timer og lokket ham til, at give ham en flaske, fordi jeg simpelthen trængte til at sove. Også selvom cykelrytteren kun havde vågen i 5 minutter. Og det er så her, at jeg håber på, at Hr. Skov ikke læser med på bloggen ;-) ellers hvis du læser med – såååå er ovenstående selvfølgelig en stor fed løgn, okay? ;-)
  • Glemt cykelrytterens babydyne! Jeg skulle på en kaffedate inde i byen og da jeg pakker barnevognen ud af bilen, ser jeg, at jeg har glemt cykelrytterens dyne hjemme i hans seng. Av! Da jeg ikke ville komme for sent til kaffedaten, gik jeg ind i en boligbutik og købte et STORT håndklæde og brugte som babydyne. Og ja barnevognen blev pakket ind i regnslag, så ingen kunne se, at min søn sov med en lunt håndklæde. Og heldigvis vågnede cykelrytteren op med en heftig varme – han frøs jo ikke!
  • Jeg tæller minutter til cykelrytteren skal sove. Jeg må indrømme, at cykelrytteren har en “Mor-fase” i øjeblikket, så han er temmelig pylret når han ser mig og vil kun sidde hos mig om dagen. Og når jeg så har siddet og sunget Hjulene på bussen for 10. gang, så kigger jeg på klokken og håber lidt, at der allerede er gået 1 time siden han vågnede. Selvom der kun er gået 10 min.
  • Er vågnet efter en laaaaaang nat med masser af opvågninger fra cykelrytterens side, for at finde ud af at han har gemt en gave i bleen. Som i at den nok ikke var helt ny og at det måske skyldtes alle de opvågninger den nat. Av min samvittighed!

Tør du at dele om dine uperfekte tanker som mor? :-)