BABY MONDAY: 37+0

ER DU BANGE FOR AT FØDE??

Efter jeg er blevet gravid, er jeg blevet stillet det samme spørgsmål mange gange:

Er du bange for at føde?

Og selvom jeg egentlig ikke ved præcis hvad jeg går ind til, så kan jeg mærke at jeg faktisk ikke har skænket fødslen ret mange tanker. Jeg tænker faktisk ikke over, at der kommer en fødsel på et tidspunkt. Jeg har nok bare valgt, at fokusere på alt det forberedelse der er og glæden og spændingen ved, at der kommer et nyt liv ind i vores hverdag. Jeg tænker meget over tiden når babyen er her, hvordan vores hverdag bliver ændret og hvor meget jeg vil komme til at elske det lille barn. Vores barn. En kombination af Hr. Skov og jeg. Det virker helt underligt at tænke på, men samtidig har jeg det også meget afslappet omkring det.
Jeg tror ikke, at jeg som sådan frygter selve fødslen, for jeg ved jo ærlig talt ikke hvad jeg går ind til. Men jeg tænker at det er noget alle kvinder går igennem og nogle får jo flere børn – så mon ikke man nok skulle kunne overleve en fødsel? Det er i hvert fald tankevækkende, at min egen mor selv har kunne føde hele 6 børn og hun har klaret det super flot! Og selvom jeg slet ikke er i tvivl om, at det er et smerte helved at føde, så må det jo ikke være så slemt, når man vælger at få flere børn? Eller glemmer man blot hvor hårdt og krævende en fødsel var?

Da jeg var yngre og hver gang en af mine veninder havde født, var jeg så opsat og nysgerrig på, at høre hvordan fødslen gik. Jeg spurgte løs og forlangede hudløse ærlige svar, så jeg var mest muligt forberedt på skræmmehistorier til, når jeg engang selv skulle have et barn. Jeg frygtede fødsler og håbede på, at der hurtigst muligt ville blive opfundet en mirakelkur, som gjorde en fødsel let som en leg.
Men da vi bestemte os for at prøve at blive gravide, skænkede jeg ikke tanken om at skulle føde mit eget barn. Jeg fokuserede mere på barnet og livet som en familie. Det er sjovt, som man kan komme til at glemme, at der venter en fødsel, når man venter et barn ;-)

Det er svært at sige, hvorfor man skulle frygte fødslen og hvorfor man ikke skulle frygte den. Jeg har det nok bare meget afslappet omkring det. Hvilket jeg faktisk har været under hele graviditeten. Jovist, har jeg haft nogle små skavanker undervejs, men jeg har egentlig haft en særlig ro og givet mig selv lov til, at nyde min graviditet og ikke mindst de små livstegn jeg får dagligt af vores lille baby.
De sædvanlige usikre tanker man har under graviditeten, strejfede mig blot kort tid før uge 12 scanningen og Misdannelsesscanningen. Men det var blot en usikkerhed, om vores barn nu var sund og rask, fordi jeg følte mig så heldig, at kunne blive gravid så let og uden problemer. Men ellers har jeg ikke en usikkerhed, men har blot set fremad og håbet på det bedste.

Forleden var vi oppe og se fødegangen og pludselig virkede det helt ret virkeligt! Det skal faktisk ske – den der fødsel. Og det er noget vi skal gøre sammen, som et par. Vi skal samarbejde og jeg har en ide om at det kommer vi til at klare super fint, da jeg ved at jeg har Hr. Skovs støtte ved mig. Og selvom jeg ved, at det kan blive en hård fødsel, så glæder jeg mig også til det. Jeg glæder mig til, at kunne gøre min pligt som kvinde og ikke mindst som kommende mor. Og så glæder jeg mig også til at det hele er overstået og mødet med min kommende søn.

Indlægget begyndte jeg på, inden jeg vidste, at vores baby søn lå omvendt inde i maven. Det bliver spændende at se om det ender ud i et planlagt kejsersnit eller om det bliver en almindelig fødsel. Jeg har givet det nogle tanker de sidste par dage og bestemte mig for alligevel, at udgive dette blogindlæg, uanset udfaldet af vendingsforsøg. Jeg har nemlig ladet mig høre fra flere af jer læsere, som går med de samme tanker og ikke mindst spørgsmål, som nævnt ovenfor.
Og I tog jo så godt imod mit seneste personlige blogindlæg, så jeg tænkte, at jeg ville dele dette med jer <3

Frygter I fødslen? Og hvad er der jeres tanker omkring det? Del gerne jeres historier :-)

2 kommentarer

  • Anette

    Har fulgt din blog længe. Besluttede mig egentlig for ikke at læse med mere, da du blev gravid. Altså fordi jeg selv har tre børn, hvor den ældste er 7 år. Så var din blog ikke så interessant mere for mig. Alligevel kigger jeg forbi indimellem:-)
    Tre fødsler, meget forskellige. Det slipper du for at høre om. Men en gennemgående oplevelse, som jeg stadig undrer mig over….under hver fødsel har jeg følt mig helt ufattelig ensom. Måske fordi jeg har været dem eneste til at få de babyer ud (jaja, både mand og jordmoder er tilstede, men det er moren, som skal få den baby ud) Bare en følelse eller tanke jeg på ingen måde var beredt på, og som overraskede mig meget. Selv her bagefter synes jeg det er noget mærkeligt noget at føle.
    Pøj pøj med den nærtstående fødsel, kommer nok til at smutte forbi her igen for at læse, hvordan det går med dig og bettemand.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogger on heels

      Hej Anette
      Tak for din ærlighed :-) Det betyder meget, at få et indblik i hvad én af mine læsere tænker om denne forandring og drejning, som bloggen nu har taget i forbindelse med min graviditet.
      Jeg kunne godt forestille mig, at man ville føle sig en vis ensomhed, da det jo kun er moren der må kæmpe for at føde sit eget barn. Man føler sig nok lidt enemand og der er jo ikke rigtig nogen der kan sætte sig ind i ens følelser, smerte eller tanker. Men hvor er jeg glad for at læse at du har født 3 vellykket fødsler. Det er dejligt :-)
      Jeg håber dog, at du stadigvæk har lyst til at følge med – og ellers er du meget velkommen til at dele dine ideer om hvad der kunne fange din interesse her på bloggen, så vil jeg prøve at kombinere det :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BABY MONDAY: 37+0