HEJ FRA BARSELS BOBLEN

MIN FØDSELSBERETNING – PLANLAGT KEJSERSNIT

Da jeg afslørede for jer, at vendingsforsøget ikke lykkedes for os og at vi skulle have planlagt kesjersnit, så var I SÅ søde at vise en massiv opbakning og støtte omkring valget af kejsersnittet. Så jeg tænkte at jeg ville dele min fødselsberetning i form af et kejsersnit.

Jeg må indrømme at jeg i starten havde det lidt svært med, at skulle have planlagt kejsersnit, hvilket jeg også har uddybet i det her blogindlæg. Men efter lidt tid til tænke over situationen, så besluttede jeg mig for at finde alle fordelene frem ved et planlagt kejsersnit. At vi kunne planlægge med Hr. Skovs arbejde, så de vidste præcis hvornår han ville holde barsel. Vi kunne få gjort alle de små ting herhjemme færdigt og ikke mindst få fyldt skuffer og skabe herhjemme med mad og snacks til de kommende barselsgæster – det har vist sig at være DEN BEDSTE IDE, så vi ikke har skulle skynde os ud at handle da vi kom hjem ;-)
Derudover kunne min lille planlægnings freak juble lidt af glæde over at jeg vidste hvornår vores lille cykelrytter ville komme til verden – så vi kunne glæde os endnu mere til hans ankomst :-)

Vi valgte at holde datoen hemmelig, så det kun var Hr. Skov og jeg der kendte datoen. Faktisk var det kun Hr. Skovs arbejde vi delte datoen med af hensyn til hans barsel. Vi kunne begge mærke, at vi havde brug for, at have ro på selve dagen og være i nuét og nyde tiden sammen, uden at skulle forholde sig til, at svare familie og venner omkring forløbet. Det var super rart og det var virkelig skønt, at kunne overraske hele familien med den gode nyhed. Det vil jeg klart anbefale til de af jer, der skal have planlagt kejsersnit. :-)

Nå, men d. 24. juli kl. 8 mødte vi op på sygehuset. Jeg havde ikke sovet så meget natten før, da jeg skulle op og spise kl. 2 om natten, da jeg skulle faste inden selve kejsersnittet. Efterfølgende kunne jeg selvfølgelig ikke sove, da jeg var så spændt og mine tanker kørte rundt i hovedet. Tænk sig, at jeg skulle møde vores søn dagen efter – HVEM KAN SOVE FRA DET? ;-)

Da vi mødte op på sygehuset, blev vi vist frem til vores barselsstue og hoppede i hospitalstøjet. Vi fik en super sød jordemoder på besøg, som lige ville gennemgå hele forløbet endnu engang, så vi var helt opdateret. Dog var der en lang ventetid på operationsstuen denne dag, så vi skulle forvente lidt ventetid. Vi brugte ventetiden på at blive scannet, for at være sikker på, at babyen fortsat lå med hovedet opad.

Kl. 10 kom jordemoderen forbi igen og meddelte, at vi nok skulle forvente yderligere ventetid, så vi forventede nok, at komme ind til operationsstuen kl. 13. Jeg kunne mærke at sulten nærmede sig. Af en pige, der nærmest vågner af sult tidligt om morgenen, så var det altså lidt hårde odds, at skulle faste i så lang tid. Jeg manglede lidt min morgenmad og formiddags snack ;-)

Kl. 12.45 helt uventet blev vi hentet af portøren, som førte os ned til operationsstuen. Jeg blev lidt chokeret over, at blive hentet så pludselig, at følelserne overvældede mig. Jeg var ikke nervøs for selve kejsersnittet – men jeg tror pludselig, at det gik op for mig, at inden for 1 time skulle jeg møde vores kommende søn og have ham i armene for første gang. Hr. Skov var virkelig en kæmpe støtte og trøstede mig på vejen derned.

 

Vi kom ind på operationsstuen og hele personalet var så søde – selv var jeg lidt overrasket over hvor mange mennesker, der egentlig er på operationsstuen under et kejsersnit. Men jeg følte mig virkelig i trygge hænder og hele personalet var top professionelle. Det tog lidt tid for dem, at bedøve mig, men da det endelig lykkedes, så tog det ellers fart på. Jeg blev lagt ned og fik sat et dække op.
Vi blev informeret om, at vi ikke skulle være bange, hvis vores søn ikke gav lyd fra sig, når han kom ud. Dette er helt normalt, da ikke alle babyer får foldet sine lunger ud ved første åndedræt.

Hr. Skov havde holdt mig i hånden under hele operationen og han var virkelig en god støtte og det var rart at have ham så tæt på mig.
Alligevel kom det helt bag på os, da vi pludselig kunne høre barne gråd. Jeg kan huske, at jeg fik øjenkontakt med Hr. Skov da vi hørte det og vores blikke holdt fast, indtil vi begge blev rørt over situationen. Lige om lidt skal vi møde vores søn første gang. Jeg tror egentlig først, at det var der, det gik op for os begge, at nu var vi blevet forældre og vores søn er kommet til verden.
Vi havde forinden takket ja til hud-mod-hud kejsersnit, som betyder at hvis kejsersnittet forløber sig efter planen, så ville vi se ham kort efter kejsersnittet og jeg ville få ham lagt på mit bryst.
Der gik mindre en 30 sek. til vi fik ham om på mit bryst. Det var noget af en overvældende følelse, at møde ham for første gang. Nu var vi en familie! Hele personalet var super søde og venlige og tog en masse billeder for os. Mindeværdige billeder. De allerførste billeder som en lille familie.

Imens blev jeg syet sammen – stadigvæk helt uden at mærke noget. Det var nok noget af det, der undrede mig mest under operationen. Jeg kunne ikke mærke noget som helst – udover at der var nogle der rykkede min krop af og til. Jeg var helt høj på oplevelsen, over at det hele bare forløb sig så fint og at det ikke tog ret lang tid. Virkelig en god oplevelse og jeg ville virkelig ikke have været den oplevelse foruden. <3

Kl. 13.34 blev vores baby født og 20 min. senere var vi oppe på barselsstuen igen. Vores baby blev målt til 2450 g og 48 cm. Altså til den lille side – men ikke noget alarmerende. Lad os bare sige, at vores lille baby er født sulten ;-)
Efter 6 timer kunne jeg mærke at bedøvelsen var forsvundet og jeg var så småt oppe på benene, dog kunne jeg først på dag 2 gå flere skridt uden hjælp. På dag 3 kunne jeg selv gå rundt på barselsgangen, trods en lidt for lav blodprocent og ømhed efter kejsersnittet.

Vi blev i alt 4 dage på sygehuset, grundet hans lave vægt og en mistanke om gulsot. Heldigvis kunne min brystmælk hjælpe mod gulsot og vores baby spiste godt, så det krævede blot et par dage, for at være sikre på hans og mit helbred. Jeg havde selv regnet med at vi ville tage hjem efter 2 dage. Men med hjælp til både mad, amning og mit eget helbred, så var det rart at vi blev de ekstra dage på sygehuset.

På trods af mit ønske om en naturlig fødsel, så er jeg taknemmelig for vores beslutning om kejsersnit. Jeg må ærlig indrømme, at jeg er super vild med oplevelsen, at jeg sagtens kunne gøre det hele igen. Hele forløbet har vist sig at være så positivt og personalet har været så professionelle og vi følte os virkelig i trygge hænder.
Trods en hedebølge som ramte Danmark de dage vi var indlagt på barselsstuen uden air condition, så var det alt i alt en helt perfekt oplevelse <3

Lille du, i 9 måneder har du ligget i min mave med hovedet oppe og numsen nede. Jeg har kunne mærke dit lille hoved helt tydeligt i toppen af maven og dine ben i højre side. Du lå så godt, at du på ingen måde ville vende dig. Du lå på dit helt egen og trygge måde.

Nu er du her og intet kunne være mere perfekt <3

 

6 kommentarer

  • Hvor er det et dejligt indlæg. Mine graviditetshormoner flyver rundt og jeg bliver helt rørt. Tak fordi du deler det med os andre og endnu engang stort tillykke med jeres lille smukke dreng <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogger on heels

      tak – hvor er du dog sød! Jeg håber at det kan give jer andre mod på fødsel eller kejsersnit! Det er den vildeste oplevelse at blive mor – glæd dig :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Louise

    Så fin og smuk en beretning. Sidder her og får helt tårer i øjne foran computeren på arbejde – måske det bare er mine egne graviditetshormoner der er på spil.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogger on heels

      Åh tak – det er sødt skrevet <3
      Hehe jeg håber at din graviditet forløber sig godt og held og lykke med fødslen :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Tine

    Først tillykke med den lille mand ❤️
    Din fødselsberetning lyder fuldstændig som min. Vores datter lå på nøjagtig samme måde, og kom til verden ved et planlagt kejsersnit i maj. Jeg havde også en helt fantastisk oplevelse med det, selvom det ikke blev vaginalt. Men et kejsersnit kan også være en smuk oplevelse, og det vigtigste er stadig at de små kommer godt og trygt til verden 😊😊

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Blogger on heels

      Tak, hvor er du dog sød :-)
      Og super dejligt, at du også deler din oplevelse med kejsersnit! Jeg er glad for at kunne dele en positive oplevelse med dig/jer og høre at I også er enige :-)
      Jeg håber at du nyder din dejlige datter :-)

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

HEJ FRA BARSELS BOBLEN