RE-POST: MIN FØDSELSBERETNING - PLANLAGT KEJSERSNIT

VUGGESTUESTART OG FØLELSEN AF SVIGT

For 2 uger siden startede Christian i vuggestue. Jeg kunne mærke, at det var tid for os begge, at få lidt adskillelse. Misforstå mig ikke, jeg elsker min søn og jeg elsker de mange dejlige stunder vi har sammen, hvor vi begge lærer noget nyt hver gang.

Men jeg kan også mærke, at han keder sig. Pludselig er en dag med mor ret kedeligt og jeg kan ikke underholde på samme måde længere.
Derfor er jeg slet ikke i tvivl om at han er klar til vuggestue. Men er jeg klar til det?

Jeg må indrømme, at jeg har glædet mig til at få lidt tid for mig selv igen. At kunne slappe af, få sovet ud, blogge, rydde op og ud i huset og få styr på diverse ting, som ellers er blevet forsømt de sidste 10 måneder. Og jeg har nydt det i nogle dage. Jeg har fået styr på en masse ting og få clearet hovedet og sat flueben ved punkterne på mine To-do lister.
Og det har jeg kunne gøre, fordi jeg har følt en vis tryghed ved at aflevere mit barn i vuggestuen. For det er en god vuggestue, med et professionelt personale og jeg føler allerede nu, at vi har stablet et godt samarbejde på benene.

Men så har vi en morgen, som i dag, hvor Christian er ked af det, han vil ikke spise, vil ikke skiftes, vil ikke have tøj på og alt legetøj virker uinteressant. Faktisk virker ALT uinteressant, altså udover hans mor. Og jeg ved godt jo, at det er en naturlig reaktion på alt det opstart med vuggestue. Men jeg har det nu alligevel dårligt med, at jeg ikke kan gøre ham 100 % glad. Men jeg insisterer dog på, at han skal skiftes og have tøj på. Og at han godt kan lege lidt selv, imens jeg selv får iført mig noget tøj. Men den går ikke. Og jeg overvejer lidt, om jeg kan aflevere ham i vuggestuen iført nattøj, for det ville være det nemmeste valg. Meeeen mine natshorts er måske liiiiige lovlig for korte til at have på, ude i offentligheden ;-)

Vi kører op i vuggestuen og han smiler til pædagogerne og han rækker ud efter den ene. Da vi vinker farvel, begynder han at græde og vil med mig hjem. Ærlig talt, så overvejede jeg et kort sekund om jeg bare skulle snuppe ham med hjem igen. Men jeg prøver også at være stærk, da jeg jo ved at han kort tid efter jeg er gået, er okay igen.

MEN SÅ ramte reaktionen mig. Jeg tager mig selv i at gå ud af vuggestuen med tårer i øjnene. Faktisk når jeg kun lige ud i bilen, hvor tårerne triller ned af mine kinder. Hvad sker der?  Hvorfor reagerer jeg sådan? Christian har jo før grædt, hvis jeg har afleveret ham. Men hvorfor græder jeg nu?

Jeg kører hjem og da jeg når ind ad døren, får jeg en sms fra vuggestuen om at han er okay igen og stoppede med at græde, da jeg var gået. Og så er alt jo godt igen. Men hvorfor er jeg så stadigvæk ked af det?

Jeg er slet ikke i tvivl om at Christian er klar til vuggestue, men jeg må indrømme, at jeg nok ikke selv var så klar til det, som jeg havde regnet med. Og at det nok bare er trætheden, følelsen af ikke at gøre min søn 100 % glad og nok bare en dårlig morgen, som gav den voldsomme reaktion hos mig.

Nu snupper jeg lige 5 min for mig selv og så laver jeg en iskaffe og starter dagen stille og roligt. I morgen har jeg sikkert glemt humøret i dag, og så er alt sikkert godt igen :-)

1 kommentar

  • Henriette

    Det er skønt at læse din blog. Jeg kan “trøste” dig med at dage som den dag du har haft i dag er helt normale og de fleste forældre (særligt dog mødre) har sådanne dage. Mine to går begge i skolen nu og jeg kan stadig have sådanne dage indimellem. Er sikker på din guldklump får alt det han har brug for ♥️

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

RE-POST: MIN FØDSELSBERETNING - PLANLAGT KEJSERSNIT