AMME ELLER FLASKEBARN?

 

Efter jeg er blevet mor, har jeg fundet ud af at der en STOR interesse for, om man er en ammende mor, eller en mor, der opgivet amningen og overgivet til modermælks erstatning. Og til sidst om man er en mor, der pumper mælk ud flere gange i døgnet. Faktisk, har jeg aldrig fået så mange spørgsmål eller opmærksomhed omkring mit brystparti som nu. Og hvad skyldes egentlig dette?

I bund og grund handler det jo blot om, at babyen skal have mad og så kan det jo egentlig være ligemeget, om babyen får det på den ene eller anden måde, ikke? Jeg har sågar fundet ud af, at man nærmest kan blive hånet, eller sågar blive dømt på, hvilken metode man giver sin baby mad på.

Derfor har jeg valgt, at fortælle min metode. Mest fordi jeg har lyst til at sprede budskabet om, at der ikke er noget rigtigt eller forkert. Og så er I jo en del, der har spurgt ind til vores situation.

Igennem hele graviditeten havde jeg et brændende ønske om, at kunne amme mit barn. Mest fordi jeg synes det er så smukt, at kunne give sit barn mad på denne måde og fordi jeg troede, at det ville give en helt speciel kontakt mellem babyen og moderen. Faktisk er det jo også meget mere praktisk, specielt når man skal ud, for så har man jo altid madpakken med sig og madpakken er tempereret. Men alligevel kan det også være lidt angst-provokerende, at skulle amme i offentligheden, hvis man er lidt blufærdig. Og så er der jo hele møllen om den store debat, om kvinder burde amme i offentligheden. Der er jeg altså fortaler for fri amning alle steder!

Nå, men jeg havde altså et brændende ønske om at amme. Dog fik jeg at vide, da jeg fik nyheden om at skulle have kejsersnit, at mælken ville tage længere tid om at løbe til. Bum, der lå den første udfordring. Derudover har jeg altid døjet med for lav blodprocent og selvom jeg havde gjort min krop “klar” til at miste en del blod under fødslen, så ville min lave blodprocent også påvirke mængden af mælken. Bum, udfordring nr. 2.
Men jeg ville ikke lade mig distrahere af de udfordringer og gik ind med kampgejst om, at få lov til at amme!

Kort tid efter kejsersnittet, blev vores baby lagt til brystet. Jeg undrede mig over, at der ikke kom noget mælk ud, og blev faktisk lidt skuffet. Specielt fordi han var så sulten grundet hans lille størrelse, så jeg ville jo gerne kunne give min søn mad. Dog, havde ingen fortalt mig, at mælken først løber til indenfor 2-3 dage. NÅ! Jamen så havde jeg jo ikke gjort noget forkert – det var helt naturligt. Dog kan det tage op til 4-5 dage, før mælken løber til, efter et kejsersnit. Så jeg skulle blot være tålmodig. Men vi øvede og øvede på sygehuset.
Babyen tog heldigvis fint fat om brystet, men var for sulten og utålmodig om at “vente” på mælken, så han fik istedet modermælks erstatning i en kop, for ikke at ødelægge amningen.

Efter 4 dage på sygehuset måtte vi overgive os til flaske. Og sikke en fart det tog vægtmæssigt og pludselig havde vi en mæt og glad baby. Jeg øvede efterfølgende på amningen, da vi kom hjem fra sygehuset, men måtte supplere med modermælks erstatning og udpumpning af mælk. Det gik egentlig fint de første 14 dage, men da Hr. Skov startede på arbejde efter barslen, så måtte jeg jo erkende at hvis jeg både skulle amme, supplere med flaske og derefter pumpe ud, så ville jeg praktisk set ikke kunne lave andet dagen lang. ØV! Så jeg trappede ligeså stille ud af amningen og er nu endt med at pumpe ud og give mælken på flaske. Dog kan jeg finde på at amme engang imellem, blot for hyggens skyld, eller hvis vi er ude og jeg er løbet tør for mælk ;-)

Og jeg er egentlig okay med beslutningen. Jeg har mere overskud og jeg har en mæt og glad baby. Og det sidste er jo dét, der er allerhøjeste prioritet. Dog kan jeg godt mærke, at folk rynker lidt på næsen, når jeg fortæller at jeg pumper ud og giver min mælk på flaske. De fleste kommentarer er nok “Nå, så er du jo en rigtig Malke-ko” eller “Så du sidder bare dér og pumper dag ud og dag ind?`Og ja? Er der noget galt i, at jeg har lyst til at give min baby den bedste mælk? Mælk, som jeg kan producere for at mætte mit barn? Nej vel? Det er sjovt, som folk har en kommentar til hvordan man mætter sit barn. Og jeg ryster heldigvis de fleste kommentarer af mig, men jeg kan alligevel ikke lade vær med, at skænke det en tanke, når endnu et spørgsmål fra andre når op til overfladen. For kan det ikke bare være ligemeget, hvordan babyen får mad – bare babyen får mad?

Jeg håber min historie kan bryde tabuet om mislykket amning. Det vigtigste er blot, at man har en glad baby og at moren har overskuddet, til at passe på sin baby. Også selvom man havde nogle andre forventninger. Stå ved dit valg, gem ikke flasken væk.

Tro på du har taget det rigtige valg for dig og din familie, hvad end du fuldammer, pumper ud/supplere eller giver fuld modermælks erstatning.

Vi er jo allesammen mødre – det skal sgu nok gå! :-)