MOMMY MONDAY: NÅR MAN SOM FORÆLDRE BARE GIVER OP

Som mor, kan man godt blive presset. Og faktisk på randen til at bryde sammen. Og MÅ TILKALDE HJÆLP.

Cykelrytteren har været syg, ja i noget der føles som 14 dage. Det startede i sidste uge, hvor jeg var hjemme med cykelrytteren mandag og tirsdag. Vi mistænkte at cykelrytteren havde kindtænder på vej, da han hverken ville spise, savlede meget mere end nogensinde (han har aldrig rigtig været et savle barn) og nå ja, så ville han hele tiden have nye kolde sutter. Og han virkede egentlig ret fresh, da jeg sendte ham afsted onsdag morgen. Og selvom han virkede ret træt de efterfølgende dage, så var han egentlig okay og hey han var jo feberfri, så det kunne bare være en sløv start efter sygdom.

OH WELL, så ramte vi lørdag, hvor jeg skulle være alene hjemme med cykelrytteren. Efter en meget kort lur, vågnede cykelrytteren op med et skrig og var meget tryghedssøgende. Han var begyndt at få lidt røde prikker i ansigtet, så jeg ringede til vagtlægen og fik spurgt de nærmeste mødre jeg kendte, om det var skoldkopper. De fleste sagde nej. Og vagtlægen var enig og mente blot af det var en reaktion på feberen fra tidligere på ugen. Så vi snuppede en hjemmedag med endnu en omgang feber og et par lure i mors arme.

Søndag var der intet at mærke på ham og han var fit for fight igen. Typisk, ikke?

Natten til mandag begyndte cykelrytteren at skrige voldsomt. Han ville ikke ligge ned, han ville ikke sove, han ville ikke spise.  Intet virkede. Hvilket resulteret i en meget turbulent nat med meget lidt søvn. Hr. Skov blev hjemme mandag med ham, da han endnu engang føltes varm og havde feber.
Da jeg kom hjem senere på dagen, bemærkede vi at der var væske på det ene øre. Og jeg ringede endnu engang til vagtlægen. Mellemørebetændelse var så det næste. Og imens begyndte Hr. Skov at knirke lidt, om at han heller ikke var toppen. Så jeg snuppede en sygedag med cykelrytteren dagen efter, så Hr. Skov kunne hvile sig. Men inden tirsdagen var omme, så måtte jeg også se mig selv slåret og overgive mig til feberen. AV!
Der lå vi alle mand på række og var syge. Mens cykelrytteren stadigvæk skreg og ikke ville sove eller ligge ned, så måtte vi på skift tage os af cykelrytteren, så den anden kunne hvile sig.

Dog måtte jeg krybe efter hjælp onsdag morgen, da jeg faldt om af udmattelse og græd, fordi jeg følte mig så hjælpeløs over ikke at kunne trøste min søn og at jeg samtidig bare havde det elendigt og havde brug for at hvile mig. OG NÅ JA, så følte jeg mig som den dårligste mor, fordi jeg ikke kunne varetage mit eget barn, imens jeg var syg.
Det føltes SÅ HÅRDT, at skulle give “afkald” på sin egen søn, men jeg havde intet overskud, energi eller sågar kræfter til, at kunne bære rundt på ham længere, da jeg var så svimmel, at jeg var bange for, at jeg ville falde om.

Heldigvis kom min familie og svigerfamilien os til undsætning og vi fik hurtigt lavet en plan over hvornår og hvem der kunne tage sig af cykelrytteren, så vi kunne få sovet og hvilet os. Pyyyyh…. Så mærker man virkelig, hvor meget man værdsætter sin familie, ikke? Og de har formået at hjælpe os næsten hele ugen :-)

Jeg håber virkelig ikke, at det sker igen for hverken os, eller andre. For hold da op, hvor man føler sig magtesløs når man selv er syg og samtidig har et sygt barn at passe på.

Nu er vi heldigvis alle friske igen og vi ser frem til en vinterferie/dage sidst på ugen, hvor der skal indhentes lidt fra i sidste uge ;-)