5 PINLIGE TING JEG HAR GJORT SOM MOR #1

Okay, selvom jeg ikke er meget for indrømme det, så har jeg faktisk gjort nogle pinlige ting, efter jeg er blevet mor! Ork ja, det kan jo ikke være lyserødt og lykkeligE dage hver dag, vel? Og jeg tænkte at hvis jeg nu delte nogle af mine pinlige ting, så kunne det være, at I havde lyst til at gøre det samme! Help A SISTER OUT og let min dårlige samvittighed, ikke?

Nå here it goes!

  • Har taget mig selv i at lytte til babyalarmen, fordi den gav lyd fra sig, imens jeg gik en tur med barnevognen! Og ja der gik et stykke tid, før det gik op for mig, at det VAR MIG, der larmede!
  • Har lavet truttelyde og sunget “Hjulene på bussen” for mig selv, imens cykelrytteren tog en lur ude i barnevognen.
  • Er blevet en kende irriteret over, at cykelrytteren er blevet kaldt for en pige 4 gange på en dag, af 4 forskellige mennesker. Også selvom han var iført gråt/blåt tøj på og med en sut hvor der står Christian på. Sig mig, hvordan kan det misforstås?
  • Har givet sutten utallige gange en nat, hvor cykelrytteren lå meget uroligt og sov. Jeg fandt ud af morgenen efter, at der var gevinst i bleen og det måske skyldes hans urolighed – men jeg kunne jo ikke lugte noget! Tak til den dårlige samvittighed!
  • Har stået med en baby på armen og med brystet fremme, da vi fik besøg uventet besøg af naboen, som blot ville kigge ind og sige tillykke! Dengang ammede jeg og det var altså 30 grader varmt udenfor! Jamen hej Nabo!

Tør du at dele dine??

Læs evt. om de 7 ting jeg har lært om at være mor & 5 ærlige ting om at være mor.

MOMMY MONDAY: 5 ÆRLIGE TING OM DET HÅRDE LIV SOM MOR

Det er jo ingen hemmelighed, at livet som mor er HÅRDT, men også et ret utaknemmelig og søvnløst job! MEN jeg elsker mit liv som mor og jeg ville aldrig have været min lille søn foruden. Meeeeeen… Der er sgu også nogle ting jeg undrer mig over og nogle ting jeg tænker, at de fleste mødre ikke tør sige højt og DA SLET IKKE foran andre mødre. Sååååeh her kommer lige 5 ærlige ting om livet som mor ;-)

 

5 ÆRLIGE TING OM DET HÅRDE LIV SOM MOR

 

SØVNLØSE NÆTTER – ja det er jo ikke ligefrem noget nyt, at man som forældre ikke får sin søvn. Bedst, som man tror at sit lille barn sover igennem og man ovenikøbet kommer til at sige det HØJT, så jinxer man de næste par nætters søvn – så er du advaret ;-)

FRIHEDEN – jeg tænker ofte over, hvad jeg mon havde lavet nu, hvis jeg ikke havde cykelrytteren. Havde jeg mon været ude og rejse? Havde jeg taget mig en lur på sofaen? Havde jeg arbejdet hårdere på bloggen? Havde jeg haft overskud og alverdens tid til at se veninderne? Og ja jeg savner af og til friheden til at kunne gøre hvad jeg vil. Meeen jeg synes ærlig talt også, at det bliver nemmere og nemmere jo større cykelrytteren bliver.

TÅLMODIGHED? Som mor skal man virkelig være tålmodig, for ALTING tager ikke bare dobbelt så lang tid, nej det tager længere tid end det! Og så kommer ens egen tålmodighed på prøve. OG oveni det, så kommer barnets tålmodighed også lige på prøve. For skal jeg vær helt ærlig? BØRN har ingen tålmodighed ;-)

PLANLÆGNING – alt skal planlægges efter barnet. Barnets lur, humør, spisetider, snacktider, bleskift. Tro mig, du sætter ikke et sultent barn ud i en bil for at få frokost. NEJ du spiser frokost NU. Og hvis det ikke behager barnet med en gåtur eller en lur lige nu, well så venter du jo bare lige til barnet er klar, ikke? Tålmodighed tålmodighed tålmodighed – ja den kom også frem her ;-)

BREDE SKULDRE – når barnet begynder at skrige eller græde, fordi han tabte kiksen på gulvet, og kiksen gik i 2 dele i faldet. Oh well lille skat, du kommer til at kunne opleve VILDERE udfordringer i livet end din knuste kiks. Ja, som mor skal man virkelig have talegaverne i orden og brede skuldre for at kunne trøste ved selv de mindste (knuste) ting i børnenes hverdag.

Har I mon nogle I kan tilføje??

Ovenstående skal selvfølgelig tages med et gran salt – for ja livet som mor er hårdt, men det kan også været ret fantastisk indimellem ;-)

 

EN PAUSE FRA LIVET SOM MOR

Jeg sidder lige nu med en iskaffe i den ene hånd og en cookie i den anden – og ja jeg sidder i duften af nybagte cookies i ovnen, as we speak ;-)
Forleden lavede jeg nemlig denne nemme opskrift på cookies, da jeg synes vi skulle fejre at vi havde et par vinterferie-fridage sammen som familie.
Vi har fået styr på lidt praktisk herhjemme, for man får virkelig samlet på nogle ting, når man har fået et barn. Og rod bliver til mere rod, da der ikke altid er tid til den helt store oprydning. Sååeh det har vi bla. også brugt på vores fridage på.

Men lige nu, skal jeg ikke rydde op. Jeg skal bare lige have lov til at nyde stilheden og lidt Mig-tid, før cykelrytteren skal hentes hjem. Cykelrytteren har været på overnatning hos svigerforældrene, så Hr. Skov og jeg kunne smutte i byen hos nogle søde venner. Det endte i smagfulde cocktails og musik battle i bedste gear ;-)
Noget vi ikke rigtig har gjort, siden cykelrytteren kom til verden. Og det føltes altså ret skønt, at kunne sippe lidt flere cocktails og vide, at man ikke skulle stå tidligt på til et barn eller sågar flere gange op om natten, for at give en sut ;-) Ja, det føltes faktisk som en slags frihed hehe..

Men når det så er sagt, så kunne jeg godt mærke, at jeg manglede et morgenkys og et knus fra mit barn i morges. Jeg havde egentlig ikke troet, at jeg ville vågne op med den følelse af savn lige med det samme. For jeg havde måske bare lige brug, for en nat hvor jeg kunne sove igennem og nyde at sove “længe”.

Men istedet for, så manglede jeg mit barn og selvom han jo ikke engang har været væk i et døgn, så savner jeg ham. Og jeg glæder mig helt vildt til at få ham hjem, når han har sovet sin morgenlur. Men indtil da, så nyder jeg også, at jeg kan drikke min iskaffe, tjekke min indbakke for mails og bare stirre ud i luften, uden at blive forstyrret ;-)

God søndag til jer <3

MOMMY MONDAY: NÅR MAN SOM FORÆLDRE BARE GIVER OP

Som mor, kan man godt blive presset. Og faktisk på randen til at bryde sammen. Og MÅ TILKALDE HJÆLP.

Cykelrytteren har været syg, ja i noget der føles som 14 dage. Det startede i sidste uge, hvor jeg var hjemme med cykelrytteren mandag og tirsdag. Vi mistænkte at cykelrytteren havde kindtænder på vej, da han hverken ville spise, savlede meget mere end nogensinde (han har aldrig rigtig været et savle barn) og nå ja, så ville han hele tiden have nye kolde sutter. Og han virkede egentlig ret fresh, da jeg sendte ham afsted onsdag morgen. Og selvom han virkede ret træt de efterfølgende dage, så var han egentlig okay og hey han var jo feberfri, så det kunne bare være en sløv start efter sygdom.

OH WELL, så ramte vi lørdag, hvor jeg skulle være alene hjemme med cykelrytteren. Efter en meget kort lur, vågnede cykelrytteren op med et skrig og var meget tryghedssøgende. Han var begyndt at få lidt røde prikker i ansigtet, så jeg ringede til vagtlægen og fik spurgt de nærmeste mødre jeg kendte, om det var skoldkopper. De fleste sagde nej. Og vagtlægen var enig og mente blot af det var en reaktion på feberen fra tidligere på ugen. Så vi snuppede en hjemmedag med endnu en omgang feber og et par lure i mors arme.

Søndag var der intet at mærke på ham og han var fit for fight igen. Typisk, ikke?

Natten til mandag begyndte cykelrytteren at skrige voldsomt. Han ville ikke ligge ned, han ville ikke sove, han ville ikke spise.  Intet virkede. Hvilket resulteret i en meget turbulent nat med meget lidt søvn. Hr. Skov blev hjemme mandag med ham, da han endnu engang føltes varm og havde feber.
Da jeg kom hjem senere på dagen, bemærkede vi at der var væske på det ene øre. Og jeg ringede endnu engang til vagtlægen. Mellemørebetændelse var så det næste. Og imens begyndte Hr. Skov at knirke lidt, om at han heller ikke var toppen. Så jeg snuppede en sygedag med cykelrytteren dagen efter, så Hr. Skov kunne hvile sig. Men inden tirsdagen var omme, så måtte jeg også se mig selv slåret og overgive mig til feberen. AV!
Der lå vi alle mand på række og var syge. Mens cykelrytteren stadigvæk skreg og ikke ville sove eller ligge ned, så måtte vi på skift tage os af cykelrytteren, så den anden kunne hvile sig.

Dog måtte jeg krybe efter hjælp onsdag morgen, da jeg faldt om af udmattelse og græd, fordi jeg følte mig så hjælpeløs over ikke at kunne trøste min søn og at jeg samtidig bare havde det elendigt og havde brug for at hvile mig. OG NÅ JA, så følte jeg mig som den dårligste mor, fordi jeg ikke kunne varetage mit eget barn, imens jeg var syg.
Det føltes SÅ HÅRDT, at skulle give “afkald” på sin egen søn, men jeg havde intet overskud, energi eller sågar kræfter til, at kunne bære rundt på ham længere, da jeg var så svimmel, at jeg var bange for, at jeg ville falde om.

Heldigvis kom min familie og svigerfamilien os til undsætning og vi fik hurtigt lavet en plan over hvornår og hvem der kunne tage sig af cykelrytteren, så vi kunne få sovet og hvilet os. Pyyyyh…. Så mærker man virkelig, hvor meget man værdsætter sin familie, ikke? Og de har formået at hjælpe os næsten hele ugen :-)

Jeg håber virkelig ikke, at det sker igen for hverken os, eller andre. For hold da op, hvor man føler sig magtesløs når man selv er syg og samtidig har et sygt barn at passe på.

Nu er vi heldigvis alle friske igen og vi ser frem til en vinterferie/dage sidst på ugen, hvor der skal indhentes lidt fra i sidste uge ;-)

 

MØDREGRUPPEN: FERTILITETSBEHANDLING, VÆGTTAB OG USIKKERHED

img_8209x

Da jeg ventede mig cykelrytteren, så delte jeg nogle historier fra mødre, som har kæmpet en kamp om at blive gravide. Og da jeg ikke selv havde problemer med at blive gravid, så ramte en følelse af mig, at jeg virkelig skulle være taknemmelig. Men en anden følelse ramte mig også, at jeg havde lyst til at hjælpe og give håb til de forældre, som står derude og er i gang med behandling, har mistet modet eller som har brug for at dele deres historie. Åh jeg ville ønske, at jeg kunne give en krammer til hver og én af jer.

Derfor har jeg lyst til at re-poste nogle af de historier. For de historier betyder meget for mig og ikke mindst for de kvinder, som har følt det på egen krop og valgt at dele historien med mig. Og med jer.  Jeg har lyst til at dele gode historier, håb, tanker og ikke mindst succes historier, hvor det rent faktisk lykkedes at blive gravid efter en lang kamp.

Jeg har lyst til give håb og ikke mindst bruge mit lille hjørne af blogger-netværket til at dele nogle af de sejeste kvinders historie om kampen med fertilitetsbehandling.

Læs evt. flere historier HER.

 

Hvor gammel var du, da I bestemte jer for at få børn?

Da vi tog beslutningen om at stifte en familie var jeg i slutning af de 25 og min kæreste var 24. Jeg er nu 27 og min kæreste er 26.

Hvordan var dine tanker de første måneder, efter at have smit præventionen?

Jeg havde været klar længe, faktisk over et år, før M blev klar. Så da han endelig også var klar og jeg fik taget min p-stav ud, svævede jeg på en løserrød sky, og tænkte at vi nok ville blive gravid inden for det næste halve år og jeg glædet mig så meget! Jeg gjorde mig tanker om baby navne, barnevogn og børneværelse. Jeg drømte også om hvordan vores liv snart ville være, og jeg kunne næsten ikke vente. Jeg havde faktisk ikke regnet med at det ville blive svært for os overhovedet. Mest fordi det var så nemt for min mor, da hun er blevet gravid tre gange og begge mine søstre også er blevet gravide uden problemer. Men virkeligheden så desværre anderledes ud for os.

Hvordan var dine tanker om at starte i fertilitetsbehandling og blev du gravid?

Efter vi havde prøvet et år og der stadig ikke var nogen positiv graviditets test, tog vi til vores læge og fik en anbefaling til en fertilitetsklinik. Desværre var der, som alle andre steder, lang vente tid så vi skulle vente næsten et halvt år før vi kunne få en tid. Jeg kan stadigvæk huske den dag jeg fik indkaldelsen til klinikken brød jeg fuldstændig sammen! Det gik op for mig, at der måske kunne være noget galt med mig eller med M. Den lange ventetid til behandlingen var utrolig hård, og jeg gik og kørte mig selv mere op og mere op.
Jeg var fuldstændig sikker på, at der nok var noget galt med mig og var så bange for at min store drøm om at blive mor ikke ville gå i opfyldelse.
Da vi kom op på klinikken havde vi prøvet i halvandet år uden held. Inden behandlingen havde vi begge været igennem en masse test og prøver som vi nu skulle have svar på og jeg skulle endelig scannes. Dommens tid var kommet og jeg var så bange!. Alle prøver så fine ud både hos mig og M og intet tydet på at der var noget galt. Puha hvor dejligt! Men det skulle åbenbart alligevel ikke være nemt for os at blive gravide.

Der blev lavet en plan om at jeg først skulle tabe mig 5 kilo, på grund af min BMI var en lille smule for høj. Jeg gik derfor ALL IN på vægttab og tabte mig 9 kilo på 3 måneder. Da jeg havde tabt mig, ringede jeg til klinikken og bestilte en ny tid. Jeg fik en tid en måned efter og jeg kunne mærke at jeg var meget mere afslappet på dette tidspunkt. Men 2 uger inden jeg skulle på klinikken stod jeg med en positiv graviditets test i hånden. Faktisk stod jeg med 4, jeg havde virkelig svært ved at tro på det! Men den var god nok, JEG VAR GRAVID! Og helt naturligt og uden hjælp.

img_8199x
Hvordan var dine tanker efter at du blev gravid?

Jeg havde så svært ved at tro på at det var rigtigt, og der gik længe, nok et par måneder før jeg sådan rigtig følte en glæde. Det var som om min hjerne ikke kunne følge med, for jeg havde jo tænkt at det nok først ville ske via fertilitetsbehandling. Men nu troede jeg på det. Og til første scanning (tidlig scanning uge 9) blev jeg bekræftede i at der var en lille prik i maven med hjerte blink. Jeg var så overvældet at jeg slet ikke kunne styre mine følelser. Men der gik ikke lang tid, før jeg igen blev ramt af en følelse af at det var for godt til at være sandt. Der måtte da være noget galt. Men da vi tog til nakkefold scanningen i uge 12 var alt i den skønneste orden. Vi tog derefter til en ekstra scanning i uge 14, hvor vi fandt ud af at vi venter os en sund og rask lille dreng. Nu er jeg i uge 16 og jeg kan både mærke og føle at det er rigtig nok, og nu er min tvivl heldigvis blevet overtaget af ren glæde og lykke.

Hvordan håndterede du ventetiden og hvad gjorde det ved dig som person?

Ventetiden var en hård prøve for mig personligt, men også for parforholdet. Jeg kunne mærke at det ramte mig psykisk og jeg var drænet på mit humør.  Jeg blev ofte rigtig ked af det, og havde så svært ved at styre mine følelser. Jeg var nødt til at melde mig syg eller melde pas til sociale begivenheder fordi jeg simpelhen gik i en boble af sorg og usikkerhed. Min store drøm har altid været at blive mor og jeg kunne slet ikke håndtere tanken om at det ikke skulle lykkedes. Jeg føler ikke at jeg har været mig selv de sidste 2 år, men den dag jeg fandt ud at jeg var gravid, blev jeg pludselig mig selv igen. Måske bare en stærkere udgave.

Min historie er delt, fordi jeg gerne vil dele min gode historie om fertilitetsbehandling og forhåbentlig kan give jer andre håb. Lad os bryde tabuét sammen og få åbnet op for snakken om fertilitetsbehandling.

Har du lyst til at dele din historie? Så kontakt mig gerne på henriettesblog@hotmail.dk – alle henvendelser behandles som anonymt og jeg forbeholder mig tavshedspligt. 

img_7960x